DM i Skills: Vinderne er fundet
Begejstringen var stor, da unge fra 45 forskellige fag fik en guldmedalje ved afslutningen i weekenden på DM i Skills 2023.
Og efter tre intense konkurrencedage kunne Andreas Balleby Hansen kalde sig Danmarks bedste grafisk tekniker, mens Anders Dissing Dæncker vandt titlen som Danmarks bedste mediegrafiker. Medaljerne blev uddelt af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, mens DM i Skills 2023 blev åbnet af kronprins Frederik.
Anders Dissing Dæncker er i lære hos Clippper og går på Herningsholm Erhvervsskole, mens Andreas Balleby Hansen går i skole hos TECHCOLLEGE og er i lære hos Stibo Complete. Fra Stibo Complete blev der fulgt intenst med alle dage, og glæden var stor, da virksomhedens lærling, Andreas Balleby Hansen vandt.
Fra Anders Dissing Dæncker lød det ifølge en pressemeddelelse fra Industriens Uddannelser:
"Det er en stor følelse at have vundet. I en disciplin, der er så subjektiv som design, har det været svært at få en fornemmelse af, hvordan man ligger. Der er selvfølgelig teknik og teori man skal kombinere, men det er stadig et meget subjektivt fag, så ingen af os deltagere har haft en fornemmelse, hvor landet lå."
Fra uddannelsespolitisk chef hos GRAKOM, Anders Mosumgaard, som var til stede under hele konkurrencensom, lød det:
"Vi havde et fantastisk DM. Det er svært ikke at blive meget begejstret og fuld af fortrøstning for fremtiden når man i tre dage møder så mange målrettede og motiverede unge mennesker der konkurrerer fuldstændig fokuserede i tre lange dage med masser af publikum og stadig formår at være åbne og imødekommende over for publikum."
Børne- og undervisningsministeren sagde ved prisoverrækkelsen:
"Der er ingen genveje til praktisk viden. Man må øve sig, øve sig og øve sig. Det er værdien af jeres uddannelser. Når I er med her ved DM i Skills, er I med til at vise tusindvis af unge, at der findes andre veje end den boglige vej frem i tilværelsen…Vi politikere har travlt med den grønne omstilling. Men det er jo bare snak, hvis vi ikke har nok mennesker til at sikre, at det sker i den virkelige verden. Udover I er dygtige til jeres fag, er I også i den grad en del af løsningen og fremtiden."
Opgaverne i mediegrafikerkonkurrencen var i år stillet og bedømt af konkrete virksomheder, der alle mødte op med opgaver, materiale og dommere. Lego stod for konkurrencen torsdag. DK Company med brandet Fransa stod for fredag, og lørdag var det Trademark Textiles.
Der skulle blandt andet designes logo, brochuremateriale, laves visuel identitet og laves en emballage. Deltagerne pitchede hver opgave på en lille scene for dommere og publikum og om lørdagen var det på engelsk.
Opgaver og bedømmelse på grafisk tetknikeruddannelsen, hvor deltagerne konkurrerede blandt andet i en digital magasinopgave, visitkort og postkort, farveblanding, en skæreopgave, montage og papirvurdering, stod TECHCOLLEGE for, og der var meget tæt konkurrence, hvor kun meget få point skilte de tre deltagere.
På den grafiske branches stand stod elever fra HANSENBERG og TECHCOLLEGE sammen med vejledere for nogle meget besøgte aktiviteter for de besøgende for folkeskoleelever både torsdag og fredag formiddag og gymnasieelever om fredagen sørgede for, at man næsten ikke kunne være på standen, fortæller Anders Mosumgaard. Og han tilføjer, at også uden for skoleelevernes besøg, var der rigtig mange besøgende på standen både torsdag, fredag og lørdag.
"Tak til organisationerne i Grafisk Uddannelsesudvalg, branchens sponsorer og ikke mindst erhvervsskolerne for et rigtig godt samarbejde om DM i Skills,"lyder det også fra Anders Mosumgaard.
DM i Skills blev afholdt fredag, lørdag og søndag i Messe C i Fredericia. Knap 300 kæmpede om at blive Danmarks bedste i 45 forskellige håndværkerfag.
Billede: Fra venstre Andreas Balleby Hansen og Andreas Dissing Dæncker.
Se øvrige artikler om DM i Skills 2023 her:
DM i Skills-deltager har sparret med to tidligere vindere