DM i Skills 2019
De grafiske uddannelser er repræsenteret igen, og der er nu udvalgt 7 mediegrafikerelever og 3 grafiske teknikerelever til konkurrencen efter en proces, hvor skolerne først nominerede deres dygtigste elever hvorefter elevernes praktikvirksomheder begrundede hvorfor netop deres elev skulle til DM. Den endelige udvælgelse blev foretaget af en jury sammen med skolen og deltagerne er blevet:
Mediegrafiker:
Aleksander Kyhn Hansen, NEXT Uddannelse København, Milestone Systems A/S
Jesper Skipper Momme, Roskilde Tekniske Skole, RTS Skolepraktik
Stefan Bay Jensen, Syddansk Erhvervsskole, Wunderly
Vibe Sonne, HANSENBERG, Trademark Textiles A/S
Emma Plaugborg, AARHUS TECH, Werks Grafiske Hus A/S
Kathrine Nygaard Dahl, Herningsholm Erhvervsskole, Scandinavian Print Group A/S
Ida Skovsmose Bruun, TECHCOLLEGE, Mediehuset Wiegaarden ApS
Grafisk tekniker
Emilie Ringgard, TECHCOLLEGE, K.T. Damgaard-Jensen A/S
Mark Snor, TECHCOLLEGE, Nova-Print A/S
Mathias Møller Jørgensen, TECHCOLLEGE, Nordcolor
Skills kan give omtale til branchen
Grakoms uddannelseschef, Anders Mosumgaard, siger:
”Det har været en meget inspirerende proces at deltage i. Virksomhederne har været virkeligt glade og stolte over at deres elever var nomineret til DM, og vi har modtaget mange positive henvendelser og nogle meget gode anbefalinger fra virksomhederne. Da der har været nomineret fem elever fra hver skole, og der kun skulle vælges 1, er der selvfølgelig nogle der er blevet skuffede, men min fornemmelse er alligevel, at både elever og virksomheder med rette har oplevet, at det at være nomineret i sig selv er så stor en udmærkelse, at det kan bruges fremover.”
Uffe Malmos Jeppesen, fabrikschef hos Nova-Print i Odense, er en af de arbejdsgivere, der glæder sig over at have en af sine elever med:
”Det er vi kanon stolte af og glade for. Vi tænker egentlig, at vi prøver at få noget omtale af det i de lokale medier, så vi kan bruge det til at få nogle flere grafisk teknikere til byen. Det er svært for os at få lærlinge, så jeg vil bruge det her til at gøre de unge på Fyn opmærksomme på, at den grafiske branche bare banker derudaf. Det er et godt sted at være elev, og det fører til noget.”