Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Digitalt marketingbureau arbejder med opskriften på succes

Digitalt marketingbureau arbejder med opskriften på succes Fra venstre: Jakob Hofman Pedersen og René Poulsen
Torsdag 18. januar 2024
Silkeborg-bureauet Kendskab har digitale rødder 15 år tilbage, og her ser stifterne ind i dagens komplekse landskab. Selv har de tilsat kreativitet og sat ord på en særlig opskrift.

Af Peter Engholm, journalist

Marketingbureauet Kendskab er i udtalt grad digitalt, men det var noget så analogt som en papiravis, Midtjyllands Avis i Silkeborg, der i 2011 bragte René Poulsen og Jakob Hofman Pedersen sammen. De to er i dag stiftere og ejere af – og direktører i – Kendskab.

”René gjorde i avisen opmærksom på, at han var startet for sig selv og arbejdede med SEO. Jeg havde haft eget bureau siden 2007, som beskæftigede sig med Google Adwords, som Google Ads hed dengang,” siger Jakob Hofman, og René Poulsen supplerer:

”Vi lagde ingen plan, men baserede det på forventningen om, at 1+1 måtte give mere end 2.”

I nogle år var det netop dette regnestykke, der drev værket, for først i 2016 fusionerede de deres respektive bureauer. Og bureauet har fulgt markedets intense, digitale udvikling:

”Vi er gået fra SEO- og Google Ads-specialist over et ”Google-hus” til et marketingbureau – med specialerne i behold. Vi har været med, før internettet blev et digitalt strøg, og det, vi laver, lærer man ikke på nogen skole,” siger Jakob Hofman.

René Poulsen siger:

”Jeg er uddannet grafiker og var web-mand og it-mand, før jeg blev marketingkonsulent. I et 50/50-setup som vores er den ene ofte teknisk betonet og den anden er administrativ. Vi er begge direktører og nørder med formidlingsevner, der er nødvendige på et kompliceret felt.”

Følelsen af at have Google for os selv

Og det er vitterligt blevet mere kompliceret:

”I starten havde vi og kunderne nærmest følelsen af at have Google for os selv: Én kanal, og markedet var ikke mættet. I dag har alle mange konkurrenter, og det er en del af vores drive. Det er blevet sværere at måle og veje, og det må godt være svært,” siger René Poulsen.

Kendskabs første kunder var alt overvejende ecommerce. De er der uforandret, og siden er bl.a. BtB-handelsvirksomheder kommet til.

”Coronaen accelererede digital udvikling og markedsføring. Virksomhederne har i vidt omfang flyttet sælgerne ind i sitet, fordi BtB-beslutningstagere her opdager nye leverandører og køber ind via digitale platforme. BtB står i dag for over 60 pct. af al e-handel,” siger Jakob Hofman.

Med udviklingen og kompleksiteten har Kendskab for længst taget fat på planlægningen, herunder femårsplaner.

”Det er modige valg, men også nogle, der falder naturligt,” siger René Poulsen og uddyber:

”Trods markedets opbremsning investerer vi tungt i egen udvikling, bl.a. i kreative og strategiske kompetencer. Vi er opvokset med performance og hårde KPI’er, som nok gør udviklingen lettere: At være digital og tilføje kreativitet og strategi fremfor at skulle gå den anden vej,” siger Jakob Hofman.

”Kreativitet i form af videocontent på sociale kanaler er en del af svaret på, hvad der virker. Når vi skal dække hele kunderejsen, så hører kreativitet med,” siger René Poulsen.

Nogle kunder er først de senere år rykket digitalt, mens andre er mere sofistikerede efter 15 år på markedet. Bureauet skal være en strategisk forretningspartner til begge typer – og flytte deres forretning.

”Vi skal gøre det svære tilgængeligt. Vi er ikke lige tekniske alle sammen, men alle er kommunikativt stærke. For vi udvikler vores kunders forretning ved at inspirere og skabe tryghed, og derfor er vi ingen gatekeepere ind til specialisten,” siger Jakob Hofman.  

"Opskriften på succes med digital marketing"

Et digitalt marketingbureau – nu meldt ind i Creative Club. Hvorfor?

”Af flere årsager. Vi skal udvikle vores viden, og det kræver værktøjer og inspiration, som vi bl.a. kan få gennem Creative Club. Her får vi bistand på jura og HR,” siger Jakob Hofman.

”Vi har committet os til kreativitet, og med Creative Club kan vi møde nye, spændende legekammerater og skabe alliancer,” siger René Poulsen og sætter også tal på bureauets udvikling:

”Vi følger en slags jysk mantra: Det må godt gå stærkt, men det skal ikke gå alt for stærkt. Vi sigter mod en vækst på 20 pct. om året.”

Kendskab har lanceret en ny vision, hvor beskedenheden er pakket væk:

”Vi rækker ud efter ’opskriften på succes med digital marketing’. Visionen forener vores ekspertise og erfaring, fremtvinger nysgerrighed og kræver, at vi forholder os til, hvad der skal til – hvad der virker og ikke virker i maskinrummet, i markedet, i samarbejdet med kunderne m.m.,” siger Jakob Hofman og tilføjer:

”Vi tror ikke på en fast klinisk formel eller ét statisk framework til succes. Vi har nogle faste grundingredienser, og det er reelt sværere, men det er netop, hvad kunderne forventer af et bureau som vores: De vil lykkes med deres digitale marketing.”

Artiklen blev først bragt i GRAKOMs magasin: Kommunikationsindustrien 4/2023.

Læs også
Årsagen er, at de engelske konkurrencemyndigheder vil sikre sig, at et alternativ ikke forværrer konkurrencen på markedet.
Bureauerne er især blevet bedre til rekruttering og employer branding, lyder det fra Henrik Jensen.