Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

"Det er rigtigt interessant alt det, GRAKOM favner"

"Det er rigtigt interessant alt det, GRAKOM favner" GRAKOM har fået et nyt bestyrelsesmedlem. Det er René Rafn Hansen, CEO i Effection, som gerne vil bidrage med sin forretningsforståelse kombineret med strategisk udsyn i en spændende og udfordrende fremtid.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 16. december 2022
GRAKOM har fået et nyt bestyrelsesmedlem. Det er René Rafn Hansen, CEO i Effection, som gerne vil bidrage med sin forretningsforståelse kombineret med strategisk udsyn i en spændende og udfordrende fremtid. 

”Vi har en lang række kreative medarbejdere, der taler ind i de områder, som GRAKOM favner med fx Creative Club, og så kommer vi til at bruge GRAKOMs miljøafdeling rigtig meget,” siger René Rafn Hansen, der er CEO i Effection, og som efter en fusion ikke blot har meldt sig ind under GRAKOMs faner, René Rafn Hansen er også trådt ind i GRAKOMs bestyrelse.

Baggrunden for, at han har accepteret den post, er at han gerne vil være med til at medlemmerne styrker hinanden i den udvikling, der sker i branchen i disse år.

”Jeg har sagt ja til at være med i bestyrelsen, fordi den er sammensat af spændende personer i branchen og med GRAKOM som omdrejningspunkt kan vi drage nytte af hinanden i den rivende udvikling, der sker for øjeblikket,” siger René Rafn Hansen og uddyber med, hvor han kan bidrage:

”Jeg føler, at jeg især kan bidrage med min forretningsforståelse kombineret med strategisk udsyn i en spændende og udfordrende fremtid.”

René Rafn Hansen har arbejdet i den branche, der oprindeligt kaldte sig skiltebranchen i over 30 år. Oprindeligt stod han i spidsen for selskabet Vangsgaard, der efter flere år med kraftig vækst blev opkøbt af svenske Brandfactory og blev en del af en nordisk koncern. For to  år siden købte  Damgaard-Jensen så selskabet ud af det svenske ejerskab og i år er virksomhederne fusioneret under navnet Effection.

Den rejse afspejler meget godt den udvikling, branchen også har været igennem med en række konsolideringer, siger René Rafn Hansen.

”Den overordnede ramme har altid være visuel kommunikation og branding, men i dag tilbyder vi en langt bredere produktpalette, og vi ser os i højere grad som rådgivere om visuel branding og leverer helt tilpassede, individuelle løsninger. Fx har vi udvidet med digitale skærme, som komplementerer de analoge produkter rigtig godt. Hele den digitale agenda fylder rigtig meget med optimering af systemer og processer samt integration til vores kunder.”

To verdensmål er udvalgt
Udover det digitale er der stort fokus på bæredygtighed hos Effection, som har valgt at gå i gang med sin første bæredygtighedsrapport.

”Vi har skaleret markant op på ESG-området de senere år, og vi er gået i gang med vores første bæredygtighedsrapport, som GRAKOMs ESG-team hjælper os med,” siger René Rafn Hansen.

Et par af Effections initiativer er at man har samlet miljøvenlige produkter under konceptet Green Choice og så har man udpeget to verdensmål, som der primært arbejdes med.

Det er mål nummer otte, som handler om anstændige jobs og økonomisk vækst samt mål nummer 12, som handler om ansvarligt forbrug og produktion. 

”De to mål og bæredygtighed i det hele taget er vigtige for os.  Vi gør det først og fremmest for at tage vores ansvar, men vi gør det også, fordi det er et krav fra vores kunder og for at være en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker og fastholder de bedste medarbejdere.”

René Rafn Hansen synes i øvrigt, at virksomhedsledere i Danmark løfter et langt større samfundsmæssigt ansvar, end man gjorde for bare fem-ti år siden.

”Det er jeg faktisk ret stolt af. Man kan godt som en lille fisk i det store hav tage et bæredygtighedsperspektiv og gøre noget ved det. Det optager rigtig meget hos os og i andre virksomheder.”

Fusionen optager meget tid
Der er naturligvis andre udfordringer end på bæredygtighedsområdet. Og udover de udfordringer de fleste virksomheder har eller har haft med forsyningskæder, inflation og prisstigninger, etc., så koncentrerer René Rafn Hansen sig især om at fortsætte og fuldføre integrationen mellem Brand Factory og Damgaard-Jensen.

”Det er en lang proces at fusionere, og det er en stor ledelsesopgave at få to virksomheder med hver sine traditioner, kulturer og forskellige værdier til at spille sammen. Det arbejder vi benhårdt på, og der er heldigvis en faglig stolthed og en god indstilling vi alle deler. En virksomheds succes handler om mennesker, og derfor er det også ledelsen og motivationen og trivslen af vores dygtige medarbejdere, der fylder  mest hos mig i denne tid,” siger René Rafn Hansen.

GRAKOMs bestyrelse består af:
Formand Jesper Jungersen, Aller Tryk; næstformand Thomas Hedegaard Søby, Buchs; Søren Henriksen, Stibo Complete; Hanne Hørup, Jydsk Emblem Fabrik; Esben Mols Kabell, Lasertryk, Claus Kunckel-Hansen, Grafiket; Palle Studsgaard Odgaard, Dystan & Rosenberg; Niels Rask, NS System; Steen Rocatis, Bording Danmark; Jens Thurøe, Papyrus, Allan Werk, Werks Grafiske Hus,og René Rafn Hansen, Effection.

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.