Det er populistisk at droppe valgplakater
Horsens Byråd har netop besluttet, at partierne ikke hænger valgplakater op ved byrådsvalget i 2025. Et af argumenterne skulle være, at en valgplakat udleder lige så meget CO2 som 10 km i en bil. I andre sammenhænge har det været fremme at en valgplakat udleder lige så meget CO2 som en kop caffelatte.
Men de sammenligninger er irrelevante, mener GRAKOMs direktør for ESG & bæredygtig udvikling Carsten Bøg:
”Kommunikation skal selvfølgelig sammenlignes med kommunikation. Hvis man dropper én form for kommunikation i forbindelse med fx et kommunalvalg, så vil andre former for kommunikation træde i stedet. Og fravælger man fx valgplakater med argumenter om, at det er mere miljørigtigt, skal man kunne dokumentere, at det faktisk forholder sig sådan. Med mindre man beregner forskellen på de forskellige kommunikationsformer, man vil bruge, er der ingen som helst sikkerhed for, at man tager det rigtige valg for miljøet.”
I Horsens byråd vil man ifølge en artikel i Horsens Folkeblad holde flere valgmøder, trykke flere bannere og ”bruge anden form for promovering” i stedet for at hænge valgplakater op.
”Bortset fra, at flere forskere mener, at valgplakater er den mest effektive og demokratiske måde at gøre opmærksom på, at der er valg, så bliver beslutningen om at droppe valgplakater nemt en populistisk beslutning, fordi man reelt ikke ved, om man overhovedet kommer til at spare på CO2-udledningen,” siger Carsten Bøg og fortsætter:
”I GRAKOM har vi gennem mange år arbejdet med at stille klima- og miljøkrav til kommunikation, og vi har bl.a. været med til at udvikle ClimateCalc, der kan måle CO2-udledningen på tryksager. I øjeblikket arbejder vi på, hvordan vi kan udvikle et værktøj til at måle digital kommunikation. Netop fordi det så vil være muligt at sammenligne fx trykt og digital kommunikation.”