Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Derfor vender både besøgende og udstillere tilbage til MyVendo Fair

Derfor vender både besøgende og udstillere tilbage til MyVendo Fair Ole og Lisbeth Larsen har arrangeret MyVendo Fair i 10 år. Her står de foran standen, hvor der var foredrag med Bastian Lind om fysiske oplevelser i en digital tid. Foredraget var arrangeret af MyVendo Fair og Dansk Promotion.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 05. marts 2026
MyVendo Fair blev i denne uge afholdt i Odense Congress Center. Besøgende og udstillere fortæller, hvordan de bruger messen til inspiration, netværk og salgsarbejde, mens et foredrag på messen satte ord på værdien af fysiske oplevelser i en digital tid.

MyVendo Fair samlede i jubilæumsåret 130 udstillere fra 19 lande i Odense Congress Center. For de besøgende er messen især god til at mødes med leverandører, finde inspiration og spare tid på kundebesøg. Det fortæller besøgende og udstillere.

En af gengangerne blandt de besøgende er Søren Hjorth fra Hjorth Promotion. Han peger netop på koncentrationen af udstillere som en af messens styrker:

”Det er en rigtig god messe. De vigtigste leverandører er samlet her, og alternativet for os besøgende, er at vi skulle tage helt til Tyskland, men nu kan vi tage hertil Odense i stedet for.”

Han fremhæver netop placeringen som en fordel. Søren Hjorth kommer fra Sjælland og bruger messen til at få overblik og inspiration:

”Jeg køber ikke noget, mens jeg er her. Men jeg får rigtig god inspiration og finder nye leverandører. Jeg møder også dem, jeg allerede kender. Det er en god måde at mødes på i stedet for at skulle bruge tid på at køre rundt til leverandører.”

Søren Hjorth.jpeg

Søren Hjorth fra Hjorth Promotion

Samme fokus går igen hos Marlene Larsen fra Sanoro Techlogies, der besøgte messen med sine kolleger. De var på MyVendo Fair for at finde gaver til kunder og ansatte. For Marlene Larsen var det første gang:

”Messen giver gode muligheder for at få gaveidéer på et samlet sted,” siger hun.

Messen er perfekt til at møde kunder

For udstillerne er MyVendo Fair i høj grad en mulighed for at møde både eksisterende og nye kunder. Martin Kjeldsen, ejer af Kulo, har været udstiller på messen gennem flere år. Alene på grund af netværket, er det en rigtig god messe, siger han og fortæller, at han primært møder eksisterende kunder på messen.

”Men formatet giver en klar fordel i forhold til salgsarbejdet, for jeg kan spare en masse tid på at komme her for at møde mine kunder.”

Kulo er eneagent for italienske kuglepenne, og Martin Kjelden står så selv for logopåtryk på trykkeriet i Hillerød.

Kulo.jpeg

Til højre: Martin Kjeldsen, ejer a Kulo, sammen med sin italienske leverandør

Også Johnny Petersen fra JP Textil Tryk bruger messen aktivt. Han deltog på årets messe med flere fra sit team for at gøre opmærksom på virksomheden, som holder til i Næstved.

JP Textil Tryk har ikke kørende sælgere og bruger derfor messen til at komme i kontakt med kunderne.

”Vi bruger messen som salgskanal, siger Johnny Pedersen, der har haft virksomheden i 24 år.

Han har tidligere haft en stand fast på MyVendo Fair, men har holdt en pause på nogle år.

”Men nu er vi klar til at vækste igen, og så tænkte jeg, at det var på tide at vende tilbage med en stand, så vi også kan vise kunderne uden for Sjælland, hvad vi kan tilbyde.”

Og deltagelsen har allerede givet konkrete resultater.

”Jeg er rigtig tilfreds med dette års messe. Jeg har allerede fået nye kunder og en ordre med hjem,” lyder det.

Han fortæller samtidig, at JP Textil Tryk mærker stigende miljøkrav fra kunderne, og at virksomheden med hjælp fra GRAKOMs ESG-konsulenter for nylig har fået en Oekotex-certificering.

JP Textil Tryk.jpeg

Fra venstre Nichlas Petersen, Johnny Petersen og Casper Jacobsen

Fysiske oplevelser i en digital tid

På dette års messe var der også et velbesøgt foredrag med strategisk rådgiver Bastian Lind, der er forfatter til bogen Can you make the logo bigger? Foredraget satte fokus på værdien af fysiske oplevelser i en tid, hvor mængden af digitalt indhold vokser.

Søren Stemann Beck på MyVendo 2026.jpeg

Søren Stemann Beck, direktør i GRAKOM, som Dansk Promotion er en del af, introducerede messens foredragsholder

Ifølge Bastian Lind har AI på få år skabt mere indhold end mennesker har, og det rejser spørgsmålet om, hvad der skiller sig ud, når forbrugeren bliver trætte af AI-genereret materiale.

Et centralt budskab fra Bastian Lind var, at merchandise og andre fysiske produkter kan have en lang levetid og skabe oplevelser, selvom effekten kan være svær at måle.

Desuden pegede han på, at kendte teorier, som fx 95-5-princippet, viser, at størstedelen af forbrugerne ikke er i markedet her og nu, samt at langsigtet brandopbygning og gentagelser er afgørende for at skabe præferencer.

Ifølge Bastian Lind handler det om at skabe små, genkendelige øjeblikke, som kunder husker og deler videre og om at dukke op i kundernes bevidsthed igen og igen med de samme budskaber.

Bastian Lind på Myvendo Fair 2026.jpeg

Bastian Lind holdt oplæg om fysiske produkter og oplevelser i en digital tid

Læs også
Messen byder på nye udstillere, fem showpoint‑områder, julegaveideer og gratis prøver. Dansk Promotion inviterer samtidig sammen med MyVendo til et foredrag med Bastian Lind om udviklingen i brandede produkter.
Virksomhedsforum har afleveret sine anbefalinger til et mere enkelt og administrativt håndterbart producentansvar for emballage. Målet er at reducere byrder for virksomhederne og skabe større klarhed i regler og dataindsamling, samtidig med at de miljømæssige mål fastholdes. GRAKOM var med til at overrække anbefalingerne.