Den grafiske branche indfører verdens højeste miljø- og klimastandard for tilbudsaviser
Den grafiske branche i Danmark er verdens førende inden for miljø- og klimavenlig produktion. Derfor indfører branchens erhvervsorganisation, GRAKOM, nu en markant styrkelse af miljø- og klimaindsatsen på tilbudsaviser. Initiativet vil sikre, at de danske tilbudsaviser produceres med en minimal belastning af klima og miljø. Med indførelsen af den nye standard sikres et niveau, der ikke ses lignende på verdensplan.
Den nye standard bygger på, at alle tilbudsaviser produceret i Danmark fremadrettet vil være Svanemærkede og FSC-mærkede. Ydermere vil alle tryksagerne kunne blive klimaberegnet med ClimateCalc, der beregner klimabelastningen af den enkelte tryksag set i et livscyklusperspektiv.
”Der har været en del debat om tilbudsavisernes miljø- og klimabelastning på det seneste. Derfor er det væsentligt for os at understrege, at vi naturligvis tager ansvar. For os er det en selvfølgelighed at bidrage positivt til miljø- og klimaindsatsen, og derfor indfører vi nu denne standard, som aldrig er set lignende i verden. Det er jeg meget stolt af,” siger adm. direktør Thomas Torp fra GRAKOM.
I debatten om tilbudsaviser i Danmark er der blevet foreslået både en total afskaffelse af tilbudsaviserne samt en ændring af den nuværende NejTak-ordning for husstandsomdelte tilbudsaviser og ugeaviser til en JaTak-ordning. Forslaget bunder i et hensyn til miljø og klima. Med indførelsen af GRAKOMs nye produktionsstandard vil det i stedet være muligt at beskytte både klima og miljø samt sikre, at forbrugerne fortsat kan modtage tilbudsaviser, og at ugeaviserne fortsat kan blive omdelt.
”Med vores nye standard skaber vi en løsning, der kommer alle til gode. Både forbrugerne, virksomhederne, producenterne og miljøet. De danske trykkerier er blandt de mest miljøvenlige i verden, og der er fortsat en meget stor interesse blandt forbrugerne for tilbudsaviser i Danmark. Vi kan godt gøre det bedste for miljøet, uden at vi behøver at fratage forbrugerne muligheden for at finde de bedste tilbud,” siger Thomas Torp.
GRAKOM advarer derfor imod, at man ændrer den nuværende NejTak-ordning, da det vil få markant negative konsekvenser uden, at det vil være til gavn for miljø og klima. Det vil blandt andet koste livet for mange lokale ugeaviser, der ikke længere vil kunne blive distribueret, hvis de husstandsomdelte tilbudsaviser bortfalder.
”Vores erfaring er, at man kan nedbringe CO2-belastningen til en tredjedel alene ved valg af det rigtige papir og den korteste transportvej. Når vi i Danmark samtidig har et papirgenbrugssystem i verdensklasse, så er tilbudsaviserne samlet set en ganske miljømæssig ansvarlig løsning”, siger Thomas Torp.
GRAKOMs initiativ til styrkelse af miljø- og klimaindsatsen omfatter al dansk produktion af husstandsomdelte reklamer. Men organisationen kan naturligvis ikke garantere for produktion udenfor landets grænser og opfordrer derfor på det kraftigste alle virksomheder til at producere deres tilbudsaviser i Danmark for dermed at leve op til den ny standard.
”Det er klart, at når eksempelvis en virksomhed som Coop vælger at lægge deres produktion på et polsk trykkeri uden Svanemærke og med en meget længere transport, så bliver deres miljø- og klimabelastning højere. Men vi håber da, at de og andre vil være med til at tage ansvar og vælge dansk produktion,” siger Thomas Torp.
GRAKOMs miljø- og klimaløfte for tilbudsaviser
GRAKOM garanterer, at minimum 90 pct. af alle danskproducerede tilbudsaviser og reklamer, der husstandsomdeles fra 1. juli 2020, vil overholde de strengeste miljø- og klimakrav:
- Svanemærket trykkeri
Tryksagerne svanemærkes. Svanen er den højeste miljøstandard og det officielle nordiske miljømærke, der stiller krav til trykkeriets miljøpræstation med udgangspunkt i tryksagernes livscyklus. Der er krav til råvarerne herunder papiret, produktionen og genanvendelsesmulighederne efter endt brug. Der stilles også krav til produktets kvalitet og emballage. Kravene strammes jævnligt i takt med ny viden og materialer. Før et trykkeri kan blive godkendt til Svanemærket, skal virksomheden igennem en omfattende certificeringsproces, der sikrer dokumentation og kontrol af, at alle krav opfyldes. - FSC-mærket papir
Tryksagerne mærkes med FSC. FSC® er et sporbarhedsmærke, der har til formål at fremme en miljømæssig, social og økonomisk forsvarlig drift af skovbrugene. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere samt, at træfældningen opretholder skovens biologiske mangfoldighed, produktivitet og økologiske processer. FSC-mærket sikrer, at materialeforbruget til en tryksag bidrager til bæredygtigt skovbrug. FSC-certificering kræver, at papiret kan spores tilbage i forsyningskæden og med garanti lever op til kravene. Alternativt kan anvendes PEFC-mærke. - Klimaberegning med ClimateCalc
Alle tryksagerne kan klimaberegnes med ClimateCalc. ClimateCalc kan beregne klimabelastningen af den enkelte tryksag set i et livscyklusperspektiv. Trykkerierne kan dermed rådgive kunder om valg af materialer, som kan reducere en tryksags CO2-udledning, ligesom den enkelte tryksag kan klimaneutraliseres.
ClimateCalc bygger på den internationale Green House Gas Protocol samt på standarden for klimaberegning vedtaget af den europæiske brancheorganisation, Intergraf. ClimateCalc overholder kravene til klimaberegninger i ISO 16759 og klimaregnskaber i ISO 14064-1.
Den grafiske branche i Danmark sikrer dermed verdens højeste miljøstandard for husstandsomdelte tilbudsaviser samtidigt med, at vi i Danmark har et af verdens bedste papirgenbrugssystemer.