Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Den grafiske branche er ved at være moden til robotter

Den grafiske branche er ved at være moden til robotter Robotter, der både kan lufte papir og flytte produkter fra a til b, kan forbedre arbejdsmiljøet i den grafiske branche.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 03. december 2021
Robotter, der både kan lufte papir og flytte produkter fra a til b, kan forbedre arbejdsmiljøet i den grafiske branche. 

Den grafiske branche er ved at være moden til robotter, siger CEO Erik Mønster fra Graphic Robotics, der i en årrække har arbejdet med at udvikle robotløsninger til branchen.

”Der er stort fokus på arbejdsmiljø og på, at man kan lette medarbejderne for tunge løft. Vi har i dag en løsning, der automatiserer processen, hvor papiret skal luftes, så det ikke klistrer sammen. Det er virkelig tungt for de medarbejdere, der i dag gør det manuelt.”

Det fortalte han på et møde i GRAKOMs emballagenetværk i sidste uge, der havde fokus på automatisering.

Luftning af papir er ikke den eneste manuelle proces, der foregår i dag. Der er også meget papir, der bliver flyttet rundt i grafiske virksomheder. Derfor er Graphic Robotics også ved at udvikle løsninger til disse processer.

”Der er fx meget karton, der bliver flyttet rundt manuelt i emballagevirksomheder, og her er vi i gang med at kigge på løsninger, som kan bruges i samarbejde med de robotløsninger, vi allerede har udviklet,” siger Erik Mønster.

Han fortalte videre, at efterspørgslen med automatisk logistik, hvor små robotter kører rundt og flytter papir og karton fra A til B, er i vækst i disse år.

”Vi får flere og flere forespørgsler på kørende robotter, hvor man kan fjerne arbejdsprocesser for medarbejdere, der både er rutineprægede og tunge,” siger Erik Mønster.

Det er dog stadig et nyt område, og der er stadig relativt få danske virksomheder, der har købt Graphic Robotics robotløsninger.

”Vi har prototyper stående rundt omkring, men på grund af corona det ikke været muligt for potentielle købere at komme og se dem, så vi blev slået lidt tilbage af corona,” siger Erik Mønster.

Godt for arbejdsmiljøet - men kræver investeringsvilje
Man kunne godt forestille sig, at installationen af robotter ville møde modstand hos medarbejdere, som kunne frygte for deres job. Men det er ikke det, Erik Mønster oplever.

”Automatisering betyder faktisk ofte, at man ansætter flere folk, fordi man bliver mere effektiv og dermed mere konkurrencedygtig. Og så udvider man måske produktionen,” siger Erik Mønster.

De barrierer, der typisk er, at robotløsninger kræver en relativ stor økonomisk investering, og at der derfor skal være en investeringsvilje. Han tilføjer:

”Men der er som sagt meget fokus på arbejdsmiljø og på nedslidning og tidlig pension, som fylder meget i debatten for øjeblikket, og her er automatisering en mulighed for at medarbejderne ikke bliver nedslidte og samtidig kan beskæftige sig med andre opgaver, der giver værdi. Det er ikke medarbejderreduktion, der er i fokus ved automatisering.”

Ergonomiske løsninger kan også bruges til at gøre arbejdsmiljøet bedre
Arbejdsmiljøchef i GRAKOM, Carsten Bøg, er enig i, at den grafiske branche kan få glæde af automatisering:

"Den grafiske branche er for nogle processers vedkommende stadig præget af en del manuelt og til tider tungt og ensidigt arbejde, selvom teknologiudviklingen har gjort det af med ganske mange af de hårdeste manuelle opgaver. Men samtidig har udviklingen skabt et større tempo og dermed ofte også en akkumuleret belastning for den enkelte medarbejder."

Udover automatisering er der dog også andre muligheder for at forbedre arbejdsmiljøet. Man kan fx. også tage mekaniske løsninger i brug, siger Carsten Bøg:

"For godt 10 år siden udgav vi i fællesskab en vejledning om gode mekaniske løsninger inden for færdiggørelsesprocesser. Det er stadig gode og relevante værktøjer, der hjælper med at fokusere på de værste områder og dermed også de områder, hvor en indsats bedst kan betale sig. Også her vil der være en effektiviseringsgevinst at hente."

De mekaniske værktøjer kan ses her

 

Videoer her fra Graphic Robotics, hvor robotter klarer forskellige typer arbejde kan ses her

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.