"De sidste ti år har vi levet af meget andet end papir"

På vej i taxa til det nordlige Aarhus afslører taxachaufføren, hvad Damgaard-Jensen A/S er kendt for uden for den grafiske verden: »Nåh, det er da dem med lystrykkene, er det ikke?« lyder det prompte, da han får oplyst adressen.
»Ha ha, ja det er stadig sådan, at folk ser os,« griner adm. direktør Klaus Damgaard-Jensen, da han tager imod i receptionen og får gengivet chaufførens bemærkning. Og jo, Damgaard-Jensen blev rigtignok grundlagt som en virksomhed, der lavede lystryk. Reproduktioner af arkitekternes arbejdstegninger når de skulle blæses op i størrelse.
Men i dag er den sammenligning lige så relevant, som at tro at Xerox stadig tjener sine penge på at sælge fotopapir. For Damgaard-Jensen har udviklet sig meget siden begyndelsen for 100 år siden. Faktisk så meget, at Klaus Damgaard-Jensens ansigt fortrækker sig i en presset mine, da Udkom beder ham beskrive i én sætning, hvad virksomheden laver i dag.
»Altså… Vi er en grafisk virksomhed med noget print, som vi pakker ind i en hulens masse andre ting. Metal, lys, træ, beton. Jamen altså, you name it. Vi bruger det,« lyder svaret. Og kort efter: »Vi lever af kreative ideer.«
Podie til Dronningen
Vi finder vej til virksomhedens showroom, hvor der er eksempler på nogle af de kreative produkter. Her får vi selskab af direktør Morten Gamborg, der gerne fortæller, hvordan Damgaard-Jensen tjener penge i en ellers presset grafisk branche.
»Vi er villige til at følge kunderne utroligt langt, så den klassiske tænkning omkring maskinkategorier som styrende for, hvad vi laver, den er ikke til stede. Det er kundernes ønsker, der bestemmer, hvordan vi arbejder.«
Han viser et eksempel i hjørnet af rummet. Det podie, som Dronning Margrethe stod ved, da hun skulle introducere Aarhus som kulturhovedstad 2017.
»Det er et godt eksempel på en løsning, der er kompleks, og som involverer flere forskellige af vores teknologier. Den har både de her backlit folieeffekter, og som podie er den bygget op som en reboard-løsning med et printsvøb.«
»Nøglen til succes, tror jeg, ligger i at forstå de udtryk, vores kunder ønsker at have, når de møder deres kunder,« tilføjer han.
» Hvis vi ikke pakker vores løsninger ind i kreativitet, så er vi jo ligesom alle de andre«
»De sidste ti år har vi levet af meget andet end papir,« siger Morten Gamborg, og vi passerer da også forbi både træ og metal på vejen rundt i virksomheden.
Hvordan ved I, hvad der virker for de enkelte kunder? Om budskabet skal stå på et stykke stof eller et stykke træ?
»Det gør vi heller ikke altid,« siger Morten Gamborg. »Men vi har en villighed til at prøve ting af. Vi beder vores folk om at putte mærkelige ting i deres printere, og vi vil gerne nogle gange gå ud over de grænser, der måske bliver opstillet af leverandører eller andre branchefolk.«
Hvorfor ikke holde sig til de mere traditionelle former for grafiske produkter?
»For så kan vi ikke tjene penge. Du får ikke de priser i markedet for print. Hvis vi ikke pakker vores løsninger ind i kreativitet, så er vi jo ligesom alle de andre,« siger Klaus Damgaard-Jensen.
De store, ensformige opgaver er forsvundet, forklarer han. Derfor har ledelsen sadlet virksomheden om, så pengene ikke længere kommer ind via enhedspriser som fx 6 kroner for et print.
»Vi laver næsten kun specialløsninger i dag. Derfor har vi droppet tanken om en enhedspris på mellem 70 og 80 pct. af vores opgaver. Der tager vi ikke en enhedspris i forhold til print. Vi tager en færdig løsningspris. Og det gør nok, at vi har mulighed for at tjene lidt penge på det. Men det kræver, kunderne føler, de har fået en unik løsning, som de ikke kunne have fået hos andre,« siger Klaus Damgaard-Jensen.

Et hav af maskiner
Det tekniske har altid været hans force. Han har haft fingrene i virksomhedens maskiner og fintunet mange af dem til specifikke formål.
»Vi har valgt, at vi skal have et hav af maskiner, fordi vi vil kunne tilbyde kunderne løsninger, de ikke finder andre steder,« siger han. Morten Gamborg kommer med et eksempel på et teknisk fremskridt:
»Et område, der er rigtig meget udvikling i lige nu, er print på elementer. Hvor man printer på plader og andre typer materialer. Det er hos os primært båret af UV-teknologien. De løsningsmuligheder, du har der, er meget store. Men ved siden af den udvikling ser vi, at de gamle håndværk omkring skærefolie og færdiggørelse faktisk skaber noget rigtig interessant i samspil med de nye teknologier.«
»Selvom det er effektivt at kunne printe direkte på elementer, så er der stadig brug for at kunne printe på medier som fx folie eller papir,« siger Morten Gamborg.
»Det er utrolig meget billigere at printe på en plade i forhold til først at printe på et medie og så bagefter skulle sætte det på pladen. Og ofte kan det også holde længere. Men omvendt: Nogle gange skal noget netop kun holde i tre måneder, fordi det er en del af en kampagne. Og så kan den rigtige løsning være noget helt andet.«
Medarbejdere får magten
Der er et generationsskifte i gang i Damgaard-Jensen. Klaus Damgaard-Jensen har solgt virksomheden til fem af de ledende medarbejdere heriblandt Morten Gamborg.
»Min søn var ikke interesseret i at overtage, og så virkede det rigtigt at sælge til medarbejderne,« siger Klaus Damgaard- Jensen, der ikke har en helt konkret plan for fremtiden.
»Jeg trækker mig stille og roligt ud, men jeg bliver også i et eller andet omfang i virksomheden.«
For Morten Gamborg ligger fokus naturligt nok på, hvor virksomheden skal tjene penge i fremtiden.
»Vi kommer til at tjene vores penge i det løsningsmarked, vi er i. Om det er på stof, presenninger, folie eller papir, det skal kunderne hjælpe os med at finde ud af. Vi foregiver ikke at vide det. Vi skal bare være klar til at dreje derhen, hvor kunderne vil hen.«
