De politiske partier snubler over egne regler: Ingen tilmeldte sig kollektivordningerne
Under kommunalvalget delte de politiske partier som sædvanligt flittigt ud af bolsjer i plastfolie, kaffe i kaffekopper med logo og croissant i poser med klistermærker.
Men Berlingske afslører, at ikke et eneste politisk parti havde registreret sig i Dansk Producentansvar (DPA) inden kommunalvalget den 18. november 2025, trods de regler de selv har vedtaget og som trådte i kraft den 1. oktober.
Ordningen har været kritiseret for at være både kompliceret og for at skabe en administrativ byrde, der risikerer at forringe danske virksomheders konkurrenceevne.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Kofod, indrømmer i et skriftligt svar til Berlingske:
”Den her lov er og bliver noget tosset rod. Hånden på hjertet, så har vi altså brugt mere tid på at overskue lovens hovedløse konsekvenser for danske virksomheder og forbrugerne.”
Moderaterne oplyser til Berlingske, at de er tilmeldt kollektivordningen, men ifølge Berlingske skete det først den 18. december, dagen efter avisens henvendelse.
Milliardregning og stigende priser
Det er ikke kun reglerne, der er kommet bag på politikerne. Som Jyllands-Posten tidligere har beskrevet, ventes regningen at løbe op i 3,1 mia. årligt. Ifølge Miljøministeriet ender 1,6 mia. kr. direkte som udgifter hos forbrugerne.
Miljøminister Magnus Heunicke har erkendt problemet og sagt til Jyllands-Posten:
”Min opgave er, at sikre, at den faktisk bliver nedsat. Med præcis det beløb som erhvervet overtager – eller mere. Det er én af de opgaver, vi er ved at sikre. At vi bliver stensikre på, at danskerne kan se, at regningen falder.”
Miljøministeren havde ifølge Jyllands-Posten også peget på risikoen for, at udenlandske virksomheder ville undlade at tilmelde sig, hvilket kan betyde, at de danske virksomheder kommer til at betale for emballage, de ikke selv har ansvar for. Men de politiske partier havde ingen øjne rettet mod sig selv.
”De smager deres egen medicin”
Hos GRAKOM kalder adm. direktør Søren Stemann Beck situationen for absurd:
"Det er jo helt tosset, at de partier, som har været med til at beslutte reglerne, ikke selv lever op til dem. Men nu smager de deres egen medicin, nemlig det som de sammen med EU udsætter danske virksomheder for. Ideen om at man skal betale for det emballageaffald, man sætter på markedet, er som udgangspunkt en god idé, men det viser med al tydelighed, hvor komplekst og uigennemskuelige reglerne er.”
Søren Stemann Beck peger på, at de danske virksomheder generelt udsættes for alt for mange regler, som er ekstremt svære at gennemskue og omkostelige at administrere. Dette er blot et godt eksempel på at selv lovgiverne har svært ved at gennemskue deres egen lovgivning.