De nye regler for politisk reklame gælder ikke valgplakater


I dag fredag den 10. oktober træder reglerne om politisk reklame i kraft. For GRAKOMs medlemmer er det især vigtigt at bemærke, at de nye regler ikke gælder valgplakater.
Hverken valgplakater, hvor der kun står kandidatens navn og parti eller valgplakater, hvor der derudover står et politisk budskab. Det har Slots- og Kulturstyrelsen bekræftet overfor GRAKOM.
Der har så sent som i mandags, hvor Slots- og Kulturstyrelsen holdt det andet af to møder om de nye regler, været stor usikkerhed om, hvordan reglerne skal tolkes. Det vidnede de mange spørgsmål fra de knap 70 deltagere på mødet om.
Og der var da heller ikke på det tidspunkt kommet en endelig vejledning. Den kom i onsdags, altså to dage før ikrafttræden.
Den kan man læse her.
Desuden udkom der i juli måned en såkaldt gennemførselsforordning, hvor der er mere detaljerede oplysninger om format, model og tekniske specifikationer ifm. mærker og gennemsigtighedsmeddelelser for politiske reklamer.
Webinar for GRAKOMs medlemmer
Hvilke typer politisk reklame, der er omfattet af reglerne, har GRAKOM tidligere beskrevet i overordnede linjer.
Selvom reglerne træder i kraft i dag, har kulturministeren tidligere meldt ud, at der ikke vil blive sanktioneret for overtrædelse af de nye nye regler før i januar 2026. Det betyder dog ikke, at man ikke skal overholde dem.
GRAKOM afholder torsdag den 30. oktober 2025 webinaret: Nyt fra markedsføringsretten, hvor Søren Wolder fra Dahl bl.a. gennemgår de nye regler for politisk reklame. Læs mere og tilmeld dig her. Det er gratis for medlemmer.