Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Dansker bliver nummer to ved europæisk printkonkurrence

Dansker bliver nummer to ved europæisk printkonkurrence Marcus Rasmussen
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Onsdag 01. maj 2024
Marcus Rasmussen arbejder hos RR Print og har søgt ind på kandidatuddannelsen i digital innovation & management på ITU. Han kom i sin opgave, der gav ham en flot andenplads, ind på fire muligheder, som man kunne bruge AI til i den grafiske branche.

Unge fra hele Europa var inviteret til at dyste i Intergrafs internationale printkonkurrence, Young Talent Award 2024, og nu er vinderne fundet.

Fra dansk side vil vi især fremhæve nummer to i konkurrencen, da det blev danske Marcus Rasmussen. På førstepladsen kom hollandske Pien Haks og på tredjepladsen kom Constança Barbosa Simões fra Portugal.

 

Young Talent Award 2024 Vindere (1)

 

Top 3 i Intergrafs konkurrence Young Talent Award 2024

Intergraf afholder denne konkurrence for at opmuntre til innovativ tænkning fra de unges side, således at print kan forblive attraktivt for fremtidige generationer. Dette års fokus var på kunstig intelligens, og hvordan AI vil påvirke printindustrien.

Marcus Rasmussen, der har en professionsbachelor i erhvervsøkonomi og IT, og netop i disse dage går og venter spændt på, om han er kommet ind på kandidatuddannelsen i digital innvoation & management på ITU, har i hele sin studietid arbejdet hos RR Print A/S, og det gør han fortsat.

Vi har spurgt Marcus Rasmussen om, hvilke forslag han kom med i sin opgave i forhold til, hvordan AI kan bruges i den grafiske branche.

Han fortæller, at han har beskrevet fire forskellige muligheder med AI i den grafiske branche:

  1. En AI-assistent, som vi kender fra ChatGPT, men hvor den er trænet i virksomhedens/industriens data. Her ville medarbejdere kunne bruge AI som et redskab i dagligdagen f.eks. hurtigt hente kundedata/ordredata - fejlfinding og løsning til problemer med produktionsudstyr. Lave farveblandingsformler til forskelligt substrat baseret på tidligere projekter og programmets træning. 
  2. AI til at optimere og automatisere supply chain management. AI ville på baggrund af kundehistorik, sæsonprægede trends, aktuelle markedsændringer og anden data finde mønstre i forbrugeradfærd og forudse passende mængder af varer og automatisk bestille. Derved undgå tomme eller overfyldte lagre og tillade virksomheder at allokere ressourcer. 
  3. Bruge AI i produktionen til at reducere energiforbrug og spild, hvilket ville mindske virksomhedens produktionsomkostninger og CO2 aftryk, uden at gå på kompromis med output kvalitet.
  4. Bruge AI-drevet AR i trykte materialer for at linke den digitale verden med den trykte. Særligt i lyset af den teknologi vi bl.a. ser med Apple Vision Pro. Det kunne f.eks. være sikkerhedsinformation eller brugsvejledning til kemikalier, indholdsliste på madvarer eller digital ”kunst” man gerne vil vise i forbindelse med en vare. En vingård kunne f.eks. have interesse i at vise deres våbenskjold som et 3D AR hologram, der udspringer af hver etiket.  

”Fælles for alle er udfordringerne, at det vil kræve en stor investering i data, og der er risiko for det bliver forældet, hvis det ikke kontinuerligt trænes og opdateres. Der kan også være nogle problematikker ifm. datasikkerhed,” siger Marcus Rasmussen, for opgaven skulle også medtage forskellige risici ved AI.   

Marcus Rasmussen tilføjer:

”De tre første muligheder er overordnet set nogle metoder, der også ville kunne bruges i mange andre industrier, men særligt den sidste synes jeg selv er spændende og lidt mere abstrakt. Hvordan kan man skabe synergi mellem det digitale og det trykte, så det trykte ikke bliver overflødigt, som vi eksempelvis i høj grad har set med aviser.”

Marcus Rasmussen er stolt og glad over at være blandt de tre bedste i konkurrencen, men han siger også med et smil:

”Jeg er lidt ærgerlig over, det ikke blev til en førsteplads. Det er trods alt sjovere at være nummer 1 end nummer to.”

Pien Haks fra Holland skrev om, at administrative og kreative professioner vil være de første til at opleve AI-integration, automatisering af opgaver. Samtidig mener hun, at indvirkningen på produktionen i første omgang vil være begrænset og afhængig af virksomhedernes parathed til at opgradere maskiner til at indeholde kunstig intelligens.

Constança Barbosa Simões fra Portugal beskrev i sin opgave, at fremtiden med AI i den grafiske branche afhænger af, om man kan bruge AI til sammn med menneskelig intelligens at gøre printindustrien stærkere, for AI kan ikke stå alene.”

Vinderbesvarelserne kan downloades her.

Intergrafs Young Talent Award fandt sted for første gang i 2017.

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.