Danske virksomheder: ESG skaber fordele – men arbejdet støder også på barrierer


I mange danske virksomheder, der arbejder med ESG, oplever man, at det betaler sig. 85 pct. vurderer, at ESG-indsatsen giver fordele for virksomheden. Det gælder især i form af et styrket omdømme (63 pct.), at virksomheden fremstår mere attraktiv (51 pct.), en fremtidssikring af forretningen (44 pct.) og nye forretningsmuligheder (44 pct.).
Det er dog ikke kun lovgivningen, der driver ESG-indsatsen frem i de danske virksomheder. Den mest markante drivkraft kommer fra medarbejdere selv. 78 pct. af lederne angiver, at der er medarbejderne, der stiller krav om, at der arbejdes med ESG. Dernæst følger kunderne med 75 pct.) efterfulgt af forbrugere (60 pct.), myndigheder (56 pct.), finansielle interessenter (42 pct.) og til sidst EU med blot 10 pct.
Tallene stammer fra en ny ESG-trendrapport, udarbejdet af EY, Lederne og Danske Bank, baseret på fra 945 danske ledere. Undersøgelsen giver et indblik i, hvordan der arbejdes med ESG på tværs af brancher – herunder de vigtigste temaer og udfordringer i praksis.
Klimadata dominerer ESG-dagsordenen
Det er især det miljømæssige aspekt af ESG, der fylder i de danske virksomheders hverdag. Hele 70 pct. oplever kundehenvendelser om virksomhedens klimadata, som fx co2-regnskaber, livscyklusberegninger og certificeringer.
Over halvdelen (54 pct.) af virksomhederne forventer også, at netop klimadata vil være et af de områder, der kommer til at fylde mest i ESG-arbejdet de næste tre år. Herefter følger medarbejdertrivsel (39 pct.), forurening (22 pct.) og cirkulær økonomi (22 pct.).
I praksis er der allerede gang i mange tiltag. Affaldssortering (78 pct.), energieffektivisering (67 pct.) og måling af energiforbrug (62 pct.), er blandt de mest udbredte aktiviteter, og mange virksomheder arbejder også med at reducere CO2-udledningen (58 pct.) og minimere forureningen (56 pct.).
ESG-roller og praktiske udfordringer
Mange virksomheder har i dag ansat en ESG-ansvarlig, og i virksomheder med over 50 ansatte er det typisk denne person, der står for ESG-rapporteringen. I mindre virksomheder med op til 50 ansatte, er det som regel den administrerende direktør, der har opgaven.
Selvom ESG-arbejdet er godt i gang i mange virksomheder, oplever mange også betydelige udfordringer. 57 pct. oplever det som en barriere, at det er svært at skaffe den rigtige og tilstrækkelige data. Uklarhed om krav og lovkrav (33 pct.) og manglende viden (24 pct.) er også blandt de tre mest udbredte hindringer.
Samtidig viser undersøgelsen, at halvdelen af de adspurgte ledere ikke har hørt om EU’s omnibusforslag. Blandt de, der kender til forslaget, svarer knapt halvdelen, at de fortsætter arbejdet som hidtil.
GRAKOMs chef for ESG & bæredygtig udvikling, Mark Williams, siger om resultaterne i undersøgelsen:
”Resultaterne i undersøgelsen er et klart tegn på, at danske virksomheder både vil og forsøger at komme i mål. Heldigvis er rigtig mange virksomheder i den grafiske branche kommet ret langt. Men uanset i hvilken fase vores medlemmer er, så står vi klar med sparring om, hvordan man optimerer og forbedrer ESG-indsatsen.”
Læs rapporten her, som også kommer med seks gode råd til at arbejde med ESG.
GRAKOMs ESG-afdeling kan kontaktes her.