Dansk politisk aftale udskyder CSRD-rapportering


Som opfølgning på EU-Kommissionens konkurrencekompas, der har til formål at styrke EU’s konkurrenceevne og nedbringe bureaukratiet, blev Rådet og EU-Parliamentet tidligere på året enige om et direktiv, der udskyder virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD).
På nuværende tidspunkt er omnibusforslaget ikke formelt stemt igennem i EU, men indtil kravene i praksis er blevet forenklet, er medlemslande såvel som Europa-Parlamentet blevet enige om at sætte det videre arbejde med reglerne for rapportering på pause.
På den baggrund har den danske regering i samarbejde med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre nu taget første skridt ved at indgå en aftale om at udskyde bæredygtighedsrapportering i to år. Udsættelsen skal behandles i Folketinget til efteråret. Det skriver Erhvervsministereriet i en pressemeddelelse.
Udskydelsen gælder for de virksomheder, der skulle rapportere fra regnskabsår 2025 og 2026, dvs. store virksomheder og børsnoterede små- og mellemstore virksomheder.
Allerede ved EU Kommissionens udspil til omnibuspakke 1, som forenklingerne inden for bæredygtighedsområdet bliver kaldt, sagde GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen, at det er en fordel for konkurrenceevnen og gør EU’s bæredygtighedsregler mere virksomhedsvenlige og mindre byrdefulde.
Hun tilføjer nu:
”Vi hilser det velkommen, at de danske politikere nu trykker på pauseknappen, så der her og nu ikke kommer flere nye regler på området. Fokus må og skal være på værdiskabende regler, der både fremmer grøn omstilling og konkurrenceevne. Det har vi efterspurgt længe i GRAKOM, og nu bliver der for alvor lyttet. Det er vi glade for og tilfredse med, og det er fortsat vores håb og ønske, at politikerne vil se bredt på ESG-lovgivningen, herunder især også EUDR”.
Den danske aftale vil blive fremsat i den kommende folketingssamling.
Også fristen for implementering af due diligence-direktivet er af EU blevet udskudt fra 26. juli 2026 til 26. juli 2027. Det direktiv vil erhvervsministeren fremsætte forslag om i 2027.