Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Dagbladstrykning mister en fjerdedel af omsætningen

Torsdag 15. december 2016

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at omsætningen inden for dagbladstrykning ligger 25 pct. lavere fra januar til september sammenlignet med samme periode sidste år. For anden trykning er omsætningen væsentlig mere konstant med et fald på 1,5 pct. i årets første ni måneder.

Tre relativt svage kvartaler – som primært trækkes ned af dagbladstrykning – gør, at salget inden for al trykning ligger 3,2 pct. lavere i årets første tre kvartaler i forhold til samme kvartaler sidste år. Dermed tegnes konturerne af et samlet omsætningsfald for hele året, som dog afhænger af udviklingen i 4. kvartal, der historisk set er det stærkeste kvartal på året rent omsætningsmæssigt.

Omsætningen har ellers været relativt stagnerende siden 2013 med et kort omsætningshop omkring 4. kvartal 2014 og 1. kvartal 2015.

Omsætningsfaldet ses tydeligst inden for trykning af dagblade. Her har der været en tendens til konstant faldende omsætning, som i særdeleshed skyldes et presset marked for trykte dagblade.

Fra 1.-3. kvartal 2015 til 1.-3. kvartal 2016 er omsætningen faldet 25,2 pct. At det samlede salg inden for al trykning ikke er faldet mere - på trods af dette store fald i dagbladstrykning - skyldes, at omsætningen i dagbladstrykning er faldet til et så lavt niveau, at det udgør en relativ lille andel af det samlede marked.

Inden for anden trykning er omsætningen i årets første tre kvartaler en smule under niveauet fra samme periode sidste år, hvilket primært skyldes et svagere 3. kvartal i år sammenlignet med sidste år. Samlet er omsætningen i de første ni måneder 1,5 pct. lavere end sidste år.

Niveauet for det glidende gennemsnit ligger dog stadig et stykke over bunden i 2013. Det skyldes imidlertid primært, at 4. kvartal 2015 er med i det aktuelle gennemsnit. Dette kvartal udviste en særdeles høj omsætning, hvilket trækker gennemsnittet op. For at niveauet ikke skal falde tilbage kræver det altså ligeledes et stærkt 4. kvartal i år.

Stadig negativt syn på fremtiden
Hvad angår trykkeriernes syn på fremtiden, så peger forventningerne stadig nedad. Erhvervstilliden for trykkerierne var i november på -20. Erhvervstilliden er en sammenvejning af forventet produktion, vurderet ordrebeholdning og vurderede færdigvarelagre. Nettotallet på -20 udtrykker forskellen mellem de procentvise andele af virksomheder - vægtet efter beskæftigelse - der har angivet hhv. positiv og negativ tillid.

Den store synder i forhold til den negative erhvervstillid er ordrebeholdningen, hvor netto 45 pct.point flere af trykkerierne - vægtet efter beskæftigelse – vurderer ordrebeholdning som værende utilstrækkelig, end der er trykkerier, som vurderer ordrebeholdningen som værende tilstrækkelig.



Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.