CSRD: Europa-Parlamentet vedtager sin forhandlingsposition for store virksomheder
Europa-Parlamentet har torsdag i denne uge vedtaget sin forhandlingsposition om en forenkling af EU's regler for bæredygtighedsrapportering og due diligence. Beslutningen vedrører CSRD og CSDD og formålet er at reducere administrative byrder og gøre reglerne mere praktiske.
De nye grænser indebærer, at kun virksomheder med over 1.750 ansatte og en årlig omsætning på mere end 450 mio. euro skal udarbejde en bæredygtighedsrapportering. Due diligence-kravene begrænses til selskaber med mere end 5.000 ansatte og en omsætning på over 1,5 mia. euro.
Kravet om at udarbejde en overgangsplan for at tilpasse forretningsmodellen til Paris-aftalen bortfalder, og virksomheder bliver ansvarlige på nationalt plan frem for på EU-niveau.
Der etableres desuden en digital portal med gratis adgang til skabeloner og vejledninger for virksomheder.
Næste skridt er forhandlinger med EU-Kommissionen og Ministerrådet, som ligger nogenlunde på linje med Europa-Parlamentet. Først når en fælles aftale er på plads, kan ændringerne træde i kraft.