Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Creative Club vil være bureauernes foretrukne netværk

Christian Bendix
Redaktør Christian Bendix
Torsdag 24. januar 2019
Reklame- og designbureauer får nu deres egen forening under parolen ’for stærkere bureauer’. Creative Club skal give inspiration og viden, og så får medlemmerne sjovere legekammerater, lover formand Anders Juel.

”Vi gør det nemmere for bureauerne”, lyder det hurtigt fra Anders Juel, da han skal forklare, hvad Creative Club er.

”Man melder sig ind, og så får man viden serveret på et sølvfad. Vi kommer til at holde en masse arrangementer, hvor man får skarp indsigt fra spændende og relevante folk i branchen.”

Han nævner, at oplægsholderne kan komme fra både Danmark og udlandet. Hovedsagen er, at medlemmerne af klubben får indsigt omkring ledelse og kreativitet til arrangementerne. Men det er ikke alt. 

”Derudover er der en sidegevinst. Vi kalder det, at man får nogle sjovere legekammerater. Nok møder vi hinanden på kryds og tværs på konferencer og lignende, men jeg tror, vi kunne få meget ud af at lære hinanden rigtigt at kende som kolleger og konkurrenter. Vi vil ganske enkelt skabe branchens foretrukne netværk.”

cc.jpg

Har manglet et mødested

Creative Club er tiltrængt i den danske branche, mener Anders Juel, der til daglig er direktør i Superego.

”I vores optik mangler der et mødested, hvor man kan mødes med ligesindede fra den kreative del af design-, reklame- og kommunikationsbranchen. Vi mangler et sted, hvor vi kan blive dygtigere som bureauer. Vi har jo travle hverdage, men hvis nogen kan facilitere brugbare indsigter, så tror vi på, der er mange bureauer, der faktisk kunne rykke sig en hel del.”

Creative Club hører som forening under Grakom, og virksomhedsmedlemmer af Creative Club har adgang til alle Grakoms ydelser. Men der bliver også et personligt medlemskab for de kreative folk, der sidder på andre typer af virksomheder..

”Vi har valgt at lave en ny forening, fordi vi gerne vil gøre noget specielt for vores bureauer og kreative medlemmer. Vi vil gerne give dem et forum, hvor de kan netværke og blive klogere inden for netop deres område. Vi mener, der mangler en forening for bureauerne i Danmark, og der vil Creative Club være et godt sted at samle sig,” siger chefen for Grakoms medlemsafdeling, Michael Brochmann. 

Hvordan bliver man medlem af Creative Club, hvis man i forvejen er medlem af Grakom? 

”Virksomheder, der hovedsageligt beskæftiger sig med reklamekampagner og grafisk design, er blevet godkendt af Creative Clubs bestyrelse til at blive medlem af Creative Club. 40 af Grakoms nuværende medlemmer ligger i det segment, og de er derfor blevet tilbudt medlemskab af Creative Club, som er inkluderet i deres Grakom-kontingent.”

Anders Juel glæder sig til at kunne præsentere det første arrangement i Creative Club den 8. marts.

”Vi begynder selvfølgelig med at fejre, at vi nu er igang, og det gør vi ved at holde Danmarks sjoveste og stærkeste bureaufest. Det bliver i Aarhus, hvor vi samler alle dem, vi tænker, har profilen til at være medlem af Creative Club."

Til festen vil der være 60 eksklusive pladser, hvor de inviterede mødes over god mad og en fri bar. Men trods den uformelle start understreger Anders Juel, at arrangementerne i Creative Club først og fremmest vil være faglige:

"Vi er meget opmærksomme på, at vi skal levere rigtig høj kvalitet og ultra relevante arrangementer. Det er trods alt indholdet, vi i sidste ende bliver bedømt på. Vi starter med lanceringsfesten i Aarhus. Og lur mig, om vi ikke holder et eller flere lignende arrangementer andre steder i landet senere på året."

Læs mere på creativeclub.dk

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.