Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Compliance kommer til at spille en stor rolle på promotion-markedet

Compliance kommer til at spille en stor rolle på promotion-markedet Regional director, Klaus Legind Langhoff, Compacon
Tirsdag 25. april 2023
På baggrund af GRAKOMs undersøgelse om promotionbranchen, har vi spurgt Klaus Legind Langhoff fra Compacon, hvordan 2023 ser ud i hans forretning.

I GRAKOMs undersøgelse om promotionbranchen mener 22 pct. at pris vil få en større betydning end kvalitet i 2023, mens 16 pct. mener det modsatte og 63 pct. mener, at det ville vægte lige meget.

Hos Compacon, der er en del af Plato Group, som sælger mange forskellige promotion produkter, tror regional director, Klaus Legind Langhoff, dog mest på at kvalitet og funktionalitet kommer til at få et øget fokus.

”Vores oplevelse er, at der er fokus på kvalitet og funktionalitet og ikke mindst, hvilke materialer, der bliver anvendt i produktionen,” siger Klaus Legind Langhoff.

En af årsagerne er, at genbrug vinder mere og mere frem, og derfor er der også fokus fra indkøbernes side på, hvilke materialer, der bliver anvendt i produktionen.

”Reduce-reuse-recycle er et mantra, der uden tvivl vil være i fokus nu og fremover,” siger Klaus Legind Langhoff.

Compliance kommer også til at spille en større rolle i 2023. Ifølge undersøgelsen siger 33 pct. af respondenterne, at compliance kommer til at betyde meget mere i 2023 end i 2022. og 54 pct. siger, at compliance ville få lidt mere betydning.

Klaus Legind Langhoff er en af dem, der mener, at compliance kommer til at spille en stor rolle:

”Compliance er uhyre vigtigt og vil også blive ved med at være det. I vores verden producerer vi et meget bredt udsnit af produkter fra legetøj, solcreme, beklædning til elektronik, mad og drikke for blot at nævne nogle få. Alt sammen noget som kommer i berøring med en slutbruger. Det kræver meget strukturerede arbejdsprocesser i vores indkøbsafdelinger. Vi har i Compacon en platinum godkendelse fra Ecovadis, så vi er sikre på af få afdækket alle forhold grundigt, inden vi hjemtager produkter.”

Han fortsætter:

”Det står i øvrigt i kontrast til mange slutbrugere, der ret ukritisk køber produkter i Asien på diverse platforme og som slipper igennem uden tilstrækkelig kontrol – her tænker jeg bl.a. på Phthalater, Pfas, kemikalier mm.”

I GRAKOMs undersøgelse forventer godt halvdelen af respondenterne en højere omsætning i 2023. Det kan Klaus Legind Langhoff ikke genkende i Compacon.

”Vi forventer ikke højere omsætning fra vores eksisterende kunder i år. Det har baggrund i, at 2022 var et rigtig godt år for mange, og også for os. De fleste virksomheder ønskede at komme ud igen efter Covid-perioden og brugte derfor penge på markedsføring.”

Han tilføjer:

”Nu er situationen en anden. Ved indgangen til i år talte alle om en mulig recession, og da vores branche er meget konjunkturfølsom, så tror jeg, at vi vil opleve, at kunderne er meget tilbageholdende, så længe der er inflation og krig.”

Forventer du ligefrem en tilbagegang i forhold til 2022, og er det så tilbage til ’normalniveau’ eller endnu værre?

"Jeg tror 2022 var et meget specielt år. At kunne matche det vil kræve en betragtelig grad af vækst i nysalg, men sådan har vores verden også altid set ud..Der er ingen forandring."

Læs også
Særligt på beklædning er forventningerne positive, mens der også er positive forventninger til reklame og gaveartikler.
I august i år blev det påbudt at overholde de regler, der blev indført for flere år siden.