Cirkulær økonomi er blevet adgangsbillet til markedet
Cirkulær økonomi var det centrale tema på dette års Interpack-messe i Düsseldorf, hvor GRAKOM var taget ned sammen med Fødevareklubben.
I flere oplæg blev der talt om, hvordan emballage- og materialeløsninger bliver vurderet på, om de kan indgå i cirkulære kredsløb, og hvilke krav virksomheder allerede nu møder fra både marked og lovgivning.
Et tydeligt budskab var, at cirkularitet i stigende grad er en forudsætning for markedsadgang og ikke blot et strategisk tilvalg.
Flere præsentationer handlede om krav til dokumentation af materialevalg og anvendelse af genbrugsmaterialer, bl.a. i relation til PPWR, det digitale produktpas og EU-krav på affaldsområdet.
Det stod også klart, at arbejdet med cirkulær økonomi kræver et tættere samarbejde på tværs af værdikæden. Oplæggene beskæftigede sig med design for genanvendelse, færre materialekombinationer og større åbenhed om materialernes sammensætning. Her blev det også tydeligt, at implementeringen fortsat er kompleks, og at løsninger eet sted i værdikæden får betydning for de andre led i kæden.
Udfordringen ligger i at få løsningerne ind i den daglige drift
Der blev vist løsninger baseret på fibre, genbrugsmaterialer og biobaserede alternativer samt nye coatings- og materialestrukturer, som skal forbedre genanvendeligheden uden at gå på kompromis med barriereegenskaber, kvalitet eller effektivitet.
Materialeinnovation kan ikke stå alene. For at kunne omsætte bæredygtige ambitioner til drift og konkrete løsninger er der behov for adgang til pålidelige data, der kan dokumentere materialernes egenskaber, overholdelse af regler og miljøpåvirkning. Det gælder ikke mindst ift. PPWR og det kommende digitale produktpas, hvor dokumentation spiller en stadig større rolle.
Det var tydeligt på messen, at mange tekniske løsninger allerede findes. Udfordringen ligger i at få dem ind i den daglige drift. Det forudsætter klare rammer, fælles standarder og overgangsperioder, der er til at arbejde med. For den grafiske branche peger erfaringerne fra messen på behovet for omstilling, kompetenceopbygning og tydelig rådgivning.
Husk, at GRAKOM har en hotline, der altid kan hjælpe med helt konkrete spørgsmål.