Centrums nedtur og genopstandelse
Af: Nils-Ole Heggland, udkom@grakom.dk
2017 blev det hidtil mest dramatiske år i bogbindervirksomheden Centrums 92-årige levetid: I november så ejerfamilien, Justesen, sig nødsaget til at indgive begæring om konkurs, og to uger efter genopstod en slanket udgave af Randers-firmaet. Nedturen begynder så småt, da finanskrisen bryder ud i slutningen af 2008, fortæller medejer og direktør Jan Justesen i et interview med Udkom.
»Finanskrisen sætter for alvor fart på udflytningen af trykopgaver. De store forlag sender mange opgaver til Østeuropa, og det rammer trykkerierne – og os bogbindere som underleverandører. Senere har vi også set, at rene bogbinderopgaver bliver sendt til udlandet, især Tyskland.«
I forvejen skrumper mange andre trykopgaver i takt med digitaliseringen. Talrige magasiner falder i oplag, får færre udgivelser eller stopper helt.
»De seneste år er trykkerierne i stigende grad begyndt at insource bogbinderopgaver og efterbehandling. Det hænger sammen med, at der er sket en konsolidering, så trykkerierne bliver større. På den måde får de en volumen, der forretningsmæssigt gør insourcing mere økonomisk. Insourcing ser måske attraktiv ud, når man kigger på den enkelte opgave, men spørgsmålet er, om man har volumen nok til, at den samlede investering giver mening i det større perspektiv; især med de udsving der er i belægningen.«
Centrum tager selv aktivt del i konsolideringen i bogbinderihvervet: Ved årsskiftet 2013/14 gik Jysk Bogbind i Holstebro konkurs, og Centrum overtog en del af hardcoverudstyret. To år senere udbyggede Centrum positionen som landets største bogbinderi ved at overtage det næststørste, Sandersen Clément i Næstved.
Dermed blev Centrum eneste danske bogbinderi, der kan håndtere hardcover. Sandersen har selv overtaget det konkursramte Clément på Amager i København og to mindre bogbindere, Juncker’s i oplandet til Næstved og Fornæs i omegnen af København.
Fra sorte til røde tal
Trods trængslerne kan Centrum Grafisk Færdiggørelse a/s i oktober 2016 notere et overskud på 286.000 kroner efter skat i det forskudte regnskabsår frem til 30. juni. Bruttofortjenesten er dog skrumpet 9 pct. til godt 27 millioner, og overskuddet er halveret fra 2014/15. Ledelsen kalder overskuddet ”mindre tilfredsstillende”, ligesom ”branchen stadig er præget af hård konkurrence”, og ”kundemassen bliver mindre som følge af opkøb, fusioner og udvikling”.
De hårde vilkår ventes at fortsætte, men et opkøb kort inde i det nye regnskabsår ”forventes at forbedre resultatet for 2016/17”. Centrum overtog Sandersen og flyttede maskinerne fra Næstved til Randers, mens ægteparret Sandersen kom på lønningslisten som fremskudte salgsfolk på Sjælland.
»Sandersen lukkede i Næstved, og vi gik i gang med en omfattende flytning af maskiner i foråret 2017. Men det blev noget tungere omkostningsmæssigt, end vi havde regnet med. Samtidig gav det gener for vores eksisterende produktion, fordi der blev opstillet nye maskiner og flyttet rundt. Det hele blev dyrere end i vores case, og omsætningen voksede ikke helt så meget, som vi havde regnet med,« fortæller Jan Justesen.
I sommeren 2017 var der udsigt til et 2016/17-regnskab med røde tal. Nok var egenkapitalen positiv ved årets start – altså i sommeren 2016 – med 3,4 millioner kroner, men det svarede kun til 15 pct. af den samlede balance. Alene den kortfristede gæld udgjorde næsten 17 millioner kroner.
»Det, der fik korthuset til at vælte efter sommerferien 2017, var, at fire store kunder insourcede en stor del af deres produktion. Det svarer til 25 pct. af vores omsætning, og det er vi ikke stærke nok til at stå imod,« siger Jan Justesen om forløbet.
Ny start
28. november indgav ledelsen konkursbegæring, og en kurator tog over og fortsatte driften. Knap to uger senere indløb fire bud, og en ny Justesen-konstellation bød højest og kunne fra 11. december videreføre virksomheden, nu som Centrum Bogbinderi A/S. Ejerkredsen består af Jan Justesen med 40 pct., og hans bror, Lars, og faren, Jørn, begge med 30 pct.
Ejertrioen har måttet tage afsked med cirka 30 af de hidtil 60 ansatte og forventer ifølge Jan Justesen at fastholde 60 pct. af omsætningen.
»Vi har skåret forretningsområder med tilsammen 15-20 pct. helt væk. Hver enkelt ordre kunne måske nok være rentabel, men ordremængden var meget svingende, og vi kunne ikke opretholde specialiserede medarbejdere til så svingende omsætning.«
De fjernede områder er Wire-o, altså typisk kalenderindbinding, opgaver med foliering og adressering til Postnord-forsendelser, falsning af foldere og klammehæftning.
»Desuden har vi skåret kraftigt i kapaciteten for softcover – både maskinparken og medarbejderne. Det er her, de store kunder insourcer.«
Et tredje element er tilpasninger på funktionærsiden. Der er ikke længere salgsfolk på Sjælland, og Gitte Amby er trådt helt ud af firmaet. Modsat sine brødre har hun ingen grafisk uddannelse, men har stået for personale og andre funktioner, som ikke kan bære en stilling i den halverede virksomhed.
Desuden forsøger Centrum at få en ekstern lejer ind i lejemålet på Agerskellet. Jan Justesen og hans to medejere vil have fokus på leveringssikkerhed, service, kvalitet og et teknisk setup, der kan håndtere specialer som flapbøger, garnhæftning, fadensiegeln (trådhæftning af falsede ark) og så produktion af hardcoverbøger. Trioen appellerer desuden til danske trykkerier og bogforlag:
»Vi håber også, at vores kunder tænker sig om: Hvis de fortsat ønsker, at Danmark har en lokal leverandør, der kan håndtere specialerne og de utraditionelle opgaver, så skal der bakkes op bag det.«
Foto: Hans-Christian Jacobsen