Bureauer, der har styr på AI, vil øge overskudsgraden
Ifølge forskningen vil AI komme til at definere bureauernes konkurrencesituation. Det fortalte Henrik Jensen på Creative Clubs bureaulederseminar for nylig. Her præsenterede han de fem udviklingstrin, der viser bureauernes AI-modenhed. Ifølge Henrik Jensen, direktør i Brandse & Co, ligger de fleste danske bureauer i fase 2, men resten af erhvervslivet er også godt med.
Han vurderer, at 2 ud af 5 danske virksomheder befinder sig i fase 1, samme andel befinder sig i fase 2, mens 1 ud af 5 befinder sig i fase 3.
”Fase 2 er der, hvor man bruger AI i visse dele af organisationen og på en del af leverancerne. Bureauerne vil nu sige, at de har en AI-strategi og har en dialog med kunderne omkring AI,” sagde Henrik Jensen.
Fase 3 er transformator-fasen, hvor det handler om det interne og ikke kun det eksterne. Henrik Jensen uddybede:
”I fase 3 bliver AI en del af hele organisationen. Der bliver lavet projekter, hvor AI kan blive forløst finansielt, så det er vigtigt for bureauerne, at de hurtigt kommer til den fase.”
Henrik Jensen henviste til bl.a. til, at adjunkt på Aarhus Universitet, Jonas Frich Pedersen, på sidste års bureaulederseminar fortalte om et studie, der viste, at de der brugte ChatGPT, løste opgaverne 25 pct. hurtigere og 40 pct. bedre end dem, der ikke brugte kunstig intelligens.
Lokale partnerejede bureauer har størst risiko for at lukke pga. AI
AI kommer til at betyde bureaulukninger. Det mente i hvert fald 39 pct. bureauledere i Bureaubiz' undersøgelse sidste år.
Ifølge et italiensk studie vil det primært være lokale partnerejede bureauer, der har den største risiko for at lukke, fortalte Henrik Jensen. Han uddybede:
”Studiet viser, at der hos disse bureauer er den største modstand mod forandringer hos både ledelse og medarbejdere.”
Han tilføjede, at det italienske studie også viser, at AI-værktøjerne ikke bruges i samme grad som i andre typer bureauer; at der er begrænsede teknologiske færdigheder hos disse bureauer; og at der ikke investeres tilstrækkeligt i nye teknologiske muligheder.
Flere faktorer er afgørende for at nå til fase 3
Henrik Jensen henviste desuden til et amerikansk studie, der viser, hvad der driver effekten af kunstig intelligens.
”Daglig anvendelse af AI-værktøjer fra så mange medarbejdere som muligt; medarbejdernes færdigheder inden for prompting samt at man investerer i uddannelser og betalte versioner af kunstig intelligens. De faktorer viser sig at være afgørende for, om man når forbi fase 1 og 2.”
4 AI-arketyper på bureauerne
Der findes 4 arketyper af vidensmedarbejdere inden for kunstig intelligens viser The AI Proficiency Report fra Section: Eksperten, praktikeren, testeren, skeptikeren. Her er det relevant for bureauerne at kigge på, hvor mange man har af hver på bureauet, fortalte Henrik Jensen.
Ifølge Section findes der i dag 7 pct., der er AI-eksperter. De sparer 30 pct. af deres tid i forhold til før de brugte AI. 25 pct. er praktikere. De sparer 15 pct. af deres arbejdstid.
De fleste er testere (57 pct.) og de sparer 7 pct., mens der er 11 pct. skeptikere, som ikke bruger AI overhovedet.
”Hvis bureauerne skal klare transformationen, skal de have så mange eksperter som muligt, som kan drive udviklingen,” sagde Henrik Jensen og tilføjede:
”Hvis I bliver et AI-baseret bureau – som er defineret ved, at AI er et værditilbud, og mindst 50 pct. af medarbejderne er eksperter – vil den danske bureaubranche samlet set spare 21 pct. på tid og have mulighed for at realisere en overskudsgrad på 21,6 pct.”