Bøger: Nulmoms gælder kun salgsleddet
Selvom regeringen og Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale om at fjerne momsen på bøger, både trykte bøger, e-bøger og lydbøger, vil nulmomsen ikke omfatte hele værdikæden. Det fremgår af et faktaark fra Skatteministeriet.
Nulmoms gælder nemlig kun salgsleddet. Det betyder, at virksomheder med momsbelagte indkøb ifm. bogsalg fortsat har fradragsret, og at eksempelvis trykkerier stadig skal lægge moms på trykningen af bøger.
Nulmomsen på bøger vil gælde for alle bøger, også udenlandske titler. Samtidig skal virksomheder, der udgiver eller importerer bøger, betale en lønsumsafgift på 3,54 pct. af salget.
Det får direkte betydning for forlag og udgivere, som dermed skal afregne afgiften af deres omsætning på bøger, når nulmomsen endeligt bliver besluttet.
Regeringen og Det Konservative Folkeparti er enige om at afsætte ca. 170 mio. kr. i 2026 og ca. 340 mio. kr. årligt fra 2027 og frem til at indføre nulmoms på bøger.