Bæreposerapport baseret på forkerte forudsætninger og data

Grakom var hurtigt ude med en kritik af rapportens forudsætninger, der i relation til fremstilling og genbrug af papir er baseret på både forældede data og data, som ikke er repræsentative for de vurderede papirprodukter. I de efterfølgende dage istemte et kor af medier og forskere en kritik af rapporten og dens metodemæssige grundlag.

Rapporten blev blandt andet kritiseret for at være mangelfuld og baseret på usikre antagelser og forældede data. Der blev desuden rejst kritik af, at der ved formidling af rapportens resultater blev fokuseret på enkelte specifikke miljøparametre, og at der manglede en vurdering af hvilke miljøparametre, der er vigtigst. I nogle medier, bl.a. Ingeniøren, blev formidlingen af rapportens resultater direkte betegnet som misinformation.

Miljøstyrelsen har efterfølgende indkaldt eksperter og interessenter til et afklarende møde om rapporten og den bagvedliggende livscyklusvurdering (LCA). Derudover har Miljøstyrelsen modereret sine udsagn om rapportens konklusioner.

Grakom ser forløbet som endnu et eksempel på, hvor vanskeligt det er at foretage sammenlignende livscyklusvurderinger af forskellige produkters miljøpræstation – og så er sagen et grelt eksempel på, hvor galt det kan gå, når der er politiske eller kommercielle interesser involveret, når rammerne for livscyklusvurderingerne skal lægges fast og resultaterne heraf skal formidles.

Rammerne for LCA definerer udfaldet

Ved en livscyklusvurdering, LCA, foretages beregninger baseret på en teoretisk model af virkeligheden. Det er naturligvis afgørende for konklusionerne, at modellen, der regnes på, er repræsentativ for virkeligheden og de konkrete råvarer og den faktiske anvendelse og bortskaffelse af det vurderede produkt. Når det tilmed er formålet med livscyklusvurderingen at sammenligne forskellige produkters miljøpræstation, er det ydermere essentielt, at sammenligningen sker på et ensartet grundlag. Her har den såkaldte ”funktionelle enhed” afgørende betydning for resultaterne, da den beskriver de egenskaber, som de sammenlignede produkter skal opfylde.

Man kan således have de bedste eksperter til at foretage beregningerne til en livscyklusvurdering. Men er grundlaget for beregningerne ikke retvisende, kan resultaterne vise sig at være ubrugelige eller direkte misvisende.

Vi har i Grakom generelt god erfaring og tiltro til den ekspertviden, som DTU og andre universiteter besidder, når det kommer til at foretage beregninger til livscyklusvurderinger. Og selv om det er et væsentlig og relevant indspil til gennemførelse af livscyklusvurderinger, at industriekspertviden inddrages i relation til praksis og de specifikke produkter, så er der efterhånden flere eksempler på, at livscyklusvurderinger baseres på tvivlsomme antagelser, eller at det er kunden der bestiller og ofte også betaler for livscyklusvurderingen, som definerer rammerne for beregningerne.

Når ”bestillere” af livscyklusvurderinger hos universiteterne i for høj grad selv definerer udgangspunktet for analysen, med udgangspunkt i deres nuværende miljømæssige virkelighed, så udfordrer det efter Grakoms vurdering ikke alene universiteternes integritet og uafhængighed. I bedste fald fører det til konklusioner, der blot konserverer miljøtilstanden – i værste fald til direkte forkerte konklusioner.

Det er efter Grakoms mening ikke acceptabelt, at et universitet fritager sig selv for ansvar ved at henvise til, at de har regnet på det, som de er blevet bedt om, eller at der har manglet tid og økonomi til at gennemføre beregningerne på et mere kvalificeret grundlag.

Netop dette argument har også været nævnt af DTU i forbindelse med kritikken af Miljøstyrelsens rapport. Det må og kan kun svække troværdigheden af universiteternes arbejde, som vi som samfund og industri er afhængige af. I Grakom mener vi, at universiteternes troværdighed er afgørende for samfundsdebatten som helhed, ligesom industrien som helhed behøver forskernes uafhængige kritik og legitimering af den miljømæssige indsats der udføres.

Valg af rammer og data gør Miljøstyrelsens rapport ubrugelig

I Miljøstyrelsens rapport er der efter Grakoms vurdering tydelige tegn på, at man ikke har ønsket at foretage en ligeværdig sammenligning af de materialer, der anvendes til de forskellige indkøbsposer.

I rapporten har man således valgt at gøre maxkapaciteten af den traditionelle indkøbspose af plastik til reference for undersøgelsen. Det antages derfor, at den funktionelle enhed er en indkøbspose, der kan rumme 22 liter og en vægt på 12 kg. Når den funktionelle enhed fastsættes på denne måde, giver det en klar fordel til den traditionelle plastpose, da alle andre alternativer enten vil have en overkapacitet eller en underkapacitet. I rapporten medfører det, at der for flere af alternativerne skal anvendes to poser i en sammenligning med én plastpose.

Det svarer til, at man laver en livscyklusvurdering af familiebiler i Danmark, hvor man fastlægger referencen til at være en gennemsnitlig familiebil med plads til fem personer, samt 400 liter i bagagerummet. Her vil det jo være en helt utænkelig præmis, hvis man, som det sker i Miljøstyrelsesrapporten, anlagde den betragtning, at en alternativ bil med et lidt mindre bagagerum skulle resultere i, at familien alene af den grund skulle køre i to biler. Dette bliver ydermere absurd, når man end ikke har forholdt sig til, hvor mange personer, der reelt set kører i bilen og hvor stor en del af bagagerummet, der er udnyttet i praksis.

Hvis det i Miljøstyrelsesrapporten var hensigten at foretage en ligeværdig sammenligning af de forskellige materialer, der anvendes til indkøbsposer, så kunne man f.eks. have valgt at tage udgangspunkt i indkøb af et kg varer eller alternativt have taget udgangspunkt i et gennemsnitlig indkøb i Danmark. Sidstnævnte kunne jo resultere i, at der også skulle anvendes to plastposer for at opfylde behovet.

I det eksterne Critical Review, der er foretaget af DTU’s livscyklusvurdering, rejses der netop kritik af valget af funktionel enhed og valget af plastposen som reference. I rapporten kan man læse, at denne kritik har medført, at der er foretaget en følsomhedsanalyse af resultaterne, hvor indkøbsposerne sidestilles i forhold til deres specifikke kapacitet.

Ifølge DTU ændrer følsomhedsanalysen ikke ved de overordnede konklusioner på livscyklusvurderingen – på trods af at det fremgår af følsomhedsanalysen, at en sidestilling af poserne medfører, at miljøpåvirkningen halveres for flere af de alternative poser til plastposen. Disse væsentlige resultater finder dog ikke vej til rapportens konklusion.

Udover valget af funktionel enhed er der en række antagelser i rapporten, der skævvrider resultaterne ved sammenligningen af de forskellige poser og måderne, de bortskaffes på. Der er blandt andet antaget en meget lang transport af både poser og affald, og der er anvendt gamle og ikke repræsentative data for genbrug af papir. Fælles for disse antagelser er, at det stiller blandt andet papirposen, og genbrug af denne, i en uretmæssig dårlig position sammenholdt med plastposen.

Det er rigtig ærgerligt, at rapporten er baseret på så dårligt et datagrundlag og, som der står i rapporten, at eksperterne har manglet tilgængelige data til beregningerne.

Sagen er dog, at Grakom gentagne gange under udarbejdelsen har tilbudt Miljøstyrelsen at bidrage med både viden og de nyeste tilgængelige data for papirprodukter og genanvendelsen heraf. Beklageligvis har man både fra Miljøstyrelsen og DTU’s side afvist at lade os bidrage med dette.

Ved at have inddraget hele papirsiden af leverandørkæden ville DTU have fået betydeligt bedre informationer om bl.a. produktion, produkt og brugsfunktionalitet af papirsposer, for ikke at nævne geografiske placeringer af papirposeproducenter i forhold til transportspørgsmålet og energiforbruget. Disse forhold har væsentlig betydning for resultatet af livscyklusvurderingen.

Formidlingen af posernes miljøbelastning er ikke retvisende

Et andet væsentligt problem med Miljøstyrelsens rapport er måden, man opgør de forskellige posers miljøpåvirkningerne på. Ved en livscyklusvurdering opgøres miljøpåvirkningerne på en række forskellige miljøparametre.

I livscyklusvurderingen fra Miljøstyrelsen er der tale om en opgørelse af hele 15 forskellige miljøparametre, men rapporten indeholder ikke nogen vægtning af parametrene efter deres væsentlighed. I stedet har man lavet en opgørelse over antallet af miljøparametre, hvor de forskellige poser klarer sig bedst. Men man forholder sig ikke til den samlede miljøbelastning.

I den konkrete livscyklusvurdering klarer plastposen sig bedst i de fleste discipliner, men plastposen ’vinder’ ikke på alle parametre. Tværtimod når det kommer til belastningen af klimaet, der er det mest fremhævede miljøparameter i rapporten, så er papirposen klart bedst og vinder stort over plastposen.

Faktisk klarer papiret sig så godt i en ligestillet sammenligning, at papirposen, som den eneste af de mange vurderede indkøbsposer, giver en netto miljøgevinst for klimaet i alle tre beskrevne brugsscenarier. Papirposen klarer sig faktisk bedst uanset om den genbruges som affaldspose eller hvis den blot bortskaffes til forbrænding eller almindelig papirgenbrug. Selvom dette vægtige faktum er velbeskrevet i rapporten, er det – til nogen undren – fuldstændigt fraværende i rapportens konklusion.

Sammenligning af produkter er nærmest umulig

Rapporten fra Miljøstyrelsen er langt fra den eneste livscyklusvurdering, hvor man kan rejse tvivl om de sammenligninger, der foretages af forskellige produkter. Grakom bad i 2014 Aalborg Universitet om at foretage et Critical Review af fire forskellige publicerede livcyklusvurderinger, hvor der var foretaget sammenligning af trykt kommunikation og elektronisk kommunikation.

Aalborg Universitet konkluderede, at der er problematiske forhold ved alle fire livscyklusvurderinger, og at der som følge heraf ikke er nogen af livscyklusvurderingerne, der giver et entydigt billede af hvilken af de to kommunikationsformer, der klarer sig bedst.

I relation til en af livscyklusvurderingerne, som Aalborg Universitet har undersøgt, har Grakom tilmed erfaret, at der var politisk indblanding i DTU’s arbejde med livcyklusvurderingen. Det drejer sig om en livscyklusvurdering bestilt af affaldsselskabet Vestforbrænding, der ønskede belyst, hvad de miljømæssige konsekvenser ville være, hvis der ikke var reklametryksager i affaldet. DTU Miljø har i dette tilfælde foretaget en grundig og kompetent analyse af selve affaldsbehandlingen, men i projektforløbet lod forskerne fra DTU sig overtale af kunden til at lave en stærkt forsimplet følsomhedsanalyse baseret på ikke repræsentative data, hvor alternativerne til den trykte kommunikation var elektronisk kommunikation. Resultatet af denne følsomhedsanalyse fik en fremhævet plads i rapportens konklusion.

På et møde med Grakom har DTU efterfølgende erkendt, at de som forskere gik for langt i deres stræben efter at efterleve kundens forventninger.

Ligeledes har Plastindustrien ved flere lejligheder tidligere præsenteret livscyklusvurderinger, som ifølge Plastindustrien dokumenterer, at indkøbsposer af plastik er miljømæssigt bedre end indkøbsposer af papir.

Grakom har gennemgået de præsenterede rapporter og kan konstatere, at disse er baseret på data, der langt fra er repræsentative for danske forhold. Den væsentligste fejl ved livscyklusundersøgelserne er en antagelse om, at dele af husholdningsaffaldet deponeres på lossepladser. Da husholdningsaffald i Danmark ikke deponeres, men i stedet forbrændes og udnyttes til energiproduktion, er det selvsagt problematisk at antage det modsatte.

Antagelsen om deponi medfører en ekstrem skævvridning af resultaterne af livscyklusvurderingen, når plast og papir sammenlignes. Ved deponering bliver plast nemlig ikke nedbrudt, men det gør derimod papiret, som ved en biologisk nedbrydning på en losseplads vil medføre udledning af methan, der er en 28 gange stærkere drivhusgas end den CO2, der bliver udledt ved forbrænding. Rapportens antagelser medfører dermed fejlagtigt, at der ikke er nogle udledninger af drivhusgasser fra plastmaterialet i affaldsbortskaffelsen mens papiret antages at udlede 28 gange flere drivhusgasser end det faktisk gør. Antagelsen om deponi medfører ydermere det absurde, at plastik, som har en fossil oprindelse, og som bidrager til ny CO2 i atmosfæren ved en forbrænding i stedet fremstår som CO2 neutralt. Modsat bliver papiret der har en biologisk og CO2 neutral oprindelse fremstillet som en voldsom bidrager til drivhusgasserne i atmosfæren. Det er vanskeligt at forestille sig en større skævvridning af fakta.

Ikke en kamp om materialer men om viden

Både Miljøstyrelsens livscyklusvurdering samt de øvrige livscyklusvurderinger, som er nævnt i denne analyse, viser med al tydelighed, hvor udfordrende det er at tilvejebringe den rette viden og foretage en retvisende sammenligning af forskellige produkter.

I Grakom har vi medvirket til gennemførelse af flere livscyklusvurderinger for tryksager, men disse har ikke haft til formål at sammenligne forskellige produkter eller materialer. Livscyklusvurderingerne har alene haft det sigte at bibringe branchen viden om, hvilke forhold der er vigtigst i produktets livscyklus, så branchen og virksomhederne ved, hvor indsatsen skal fokuseres.

Den seneste og mest omfattende livscyklusvurdering af tryksagsproduktionen i Danmark resulterede i ny viden om trykfarvernes miljømæssige betydning. Det har betydet, at forbruget af trykfarver nu betragtes som en af de væsentligste miljøpåvirkninger ved grafisk produktion. Den viden er som en konsekvens heraf taget med ind i trykkeriernes miljøledelsessystemer og i deres arbejde med løbende forbedringer.

Når Grakom finder det relevant at rejse kritik af Miljøstyrelsens rapport, er det ikke med formålet at forsvare papiret og bekæmpe plast. I dag er stort set alle materialer i spil, når det kommer til grafisk kommunikation og fremstilling af emballager og etiketter. De forskellige materialer har hver deres styrke og berettigelse til forskellige formål. Men overordnet set må det for samfundet og miljøets skyld være afgørende, at mindre miljørigtige materialer ikke fortrænger de mere miljørigtige ved anprisninger, der bygger på et ukorrekt sammenligningsgrundlag og endda måske forkerte og gamle data.

Vi er i Grakom optaget af at tilvejebringe den bedst mulige viden om egenskaberne for de mange forskellige materialer, som der trykkes på, og herunder også viden om deres miljøpræstation. For langt de fleste materialer findes der dog ikke den detaljerede viden, vi kender fra papiret, som virksomhederne kan anvende til at stille relevante og specifikke krav til leverandørkæden med.

Grakom opfordrer derfor til, at Miljøstyrelsen og (vi) øvrige aktører i industrien prioriterer at samarbejde om at tilvejebringe målrettet viden om de væsentligste miljøforhold for de respektive substrater frem for at forsøge at slå fast, hvilke substrater der er bedst. Erfaringerne viser, at sådanne sammenligninger er særdeles vanskelige at gennemføre på en kvalificeret måde, ligesom formidlingen af resultaterne på en objektiv måde forekommer at være en væsentlig udfordring.