Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Awards betyder en del for bureauers succes

Awards betyder en del for bureauers succes
Torsdag 16. november 2023
Henrik Jensen fra Brandse & Co udpeger på baggrund af en tidligere analyse fire områder, hvor en vunden award har værdi – også økonomisk.

Skal vi nappe fordommen og kritikken med det samme:

”Der er alt for mange priser i branchen”. 

Sætningen er klassisk, og med True Award i sidste uge og Effie Awards i næste uge kan det lyde som om, at der er noget om snakken. Læg dertil Lovie i denne uge og Eurobest i næste måned. 

Herhjemme er der kun delvist noget om snakken, for i 2014 var der 10 branche-awards på dansk grund. I dag er der blot 5. Til gengæld uddeler de 5 shows ca. 250 priser i alt. 

Men i stedet for at kigge på antallet af shows og uddelte awards kunne man se på kvaliteten af priserne – nærmere bestemt den værdi, vundne awards kan have for et bureau. 

Og den værdi har Henrik Jensen fra Brandse & Co dokumenteret. 

”Hvad er betydningen af godt arbejde – altså på en award? Awards har en firdobbelt værdi. Jeg har tidligere, sammen med Kreativitet & Kommunikation, analyseret 80 vindere fordelt på 8 års uddelinger af Advertising Effectiveness Award – AEA, som nu er afløst af Effie Awards Denmark. Og pointerne er stadig valide,” siger Henrik Jensen.

Værdien af awards, ifølge Henrik Jensen: 

  • Internt på bureauet, fordi awards kan udtrykke ambitionsniveauet – og vise både talenter og etablerede kreative, at vi som bureau anerkender arbejdet og investerer ressourcer i at indsende cases.
  • Kunderne kan også lide at vinde awards. MyResearch spurgte annoncørerne om deres forhold til awards: Halvdelen svarede, at det har betydning ved valg af bureauer.
  • Ny viden om kreativitet og effekt, fordi awards er fyrtårne, som branchen pejler efter. Hvad er det bedste og mest effektive, som branchen leverer netop nu – og hvilke tendenser udtrykker award-vinderne? 
  • Økonomisk – en award giver økonomisk fremgang til bureauet. 

Ligefrem økonomisk fremgang?

”I analysen testede vi bureauets økonomi efter en vunden AEA-pris. Bruttoavancen steg fire pct. mere end markedet de følgende år. Og med en Grand Prix steg bruttoavancen 15 pct. mere end markedet,” siger Henrik Jensen. 

Det er ikke alle awardshows, der har annoncører repræsenteret i større tal …

”Nej, men omvendt har Dansk Annoncørforening været medarrangør af flere awards. Prisuddelinger betyder nok mere for bureauerne end for annoncørerne, men også bureauets kunder lader sig inspirere af awardvindende arbejde. Jeg talte engang med en CMO, der ved sin første præsentation for direktionen tog den award, virksomheden lige havde vundet. med. Hvorfor? Fordi den var et fysisk bevis på et godt arbejde, der tilmed var anerkendt eksternt,” siger Henrik Jensen.

Ved en masterclass under Cannes Lions engang blev døren sparket op af en af deltagerne – en brasiliansk marketingchef, der glad råbte: ”Vi har vundet en guldløve!”. Og det var de sidste, de øvrige deltagere så til ham – i masterclass-sammenhæng … 

”Kunderne er vilde med at vinde awards, men de skilter – typisk – ikke med det på samme måde som de kreative,” siger Henrik Jensen og tilføjer:

”Ledelsen på et bureau kan bruge awards til at flytte det i en bestemt retning, og i en tid med tydelige krisetegn kan awards være med til at positionere og markedsføre et bureau. I særdeleshed når bureauet har lavet et ekstraordinært godt stykke arbejde. På baggrund af dokumentationen konkluderede vi, at awards er afgørende for bureaubranchens succes – og den konklusion ligger fortsat fast.”

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
Der er stadig optimisme i branchen. Der er flere bureauer, der vil ansætte medarbejdere og lønningerne vil stige. Men der er også bekymring, fordi kunderne stadig holder på ordrerne, og der kan måske komme til at mangle kompetencer. Det viser Bureaubiz’ netop udkomne bureaulederundersøgelse.