Arbejdsgiver må ikke bede ansøgere oplyse om alder
For at understøtte at en arbejdsgiver ikke på forhånd fravælger bestemte aldersgrupper til ledige stillinger, er der vedtaget en tilføjelse til forskelsbehandlingsloven. I forvejen indeholder forskelsbehandlingsloven et forbud mod at forskelsbehandle på grund af alder. Det fremgår bl.a. af loven, at der ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person med en bestemt alder. Samtidig må der heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med en bestemt alder.
Tilføjelsen til loven betyder, at det fra 1. juli 2022 vil være forbudt at anmode en jobansøger om at oplyse sin alder. Det gælder ved indlevering, indsendelse, uploading og indtastning m.v. af en jobansøgning. Hvis der kan ske digital indlevering af ansøgninger, skal felter med alder/fødselsår altså fjernes.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
Det fremgår af forarbejderne til ændringsloven, at formålet med tilføjelsen til forskelsbehandlingsloven er at forhindre, at en arbejdsgiver foretager en elektronisk screening eller anden forhåndsfrasortering af ansøgere på baggrund af alder uden at forholde sig til jobansøgning og kvalifikationer. Ændringen skal sikre, at en ansøger vurderes på baggrund af jobansøgning og kvalifikationer.
Ændringen af forskelsbehandlingsloven er ikke til hinder for, at en arbejdsgiver kan kræve, at en ansøger vedlægger eksamensbeviser, CV m.v., selv om det på baggrund deraf kan være muligt at udlede en ansøgers alder.
Ændringen er heller ikke til hinder for, at en arbejdsgiver fortsat kan lægge vægt på f.eks. erfaring og tidligere beskæftigelse inden for samme branche i forbindelse med rekruttering, hvis sådanne kriterier er sagligt begrundede og proportionale i forhold til det pågældende arbejde.
Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse om ændringen kan læses her.