AI er ikke bare en teknologi – det er en ny kollega
Forestil dig, at du får en ny medarbejder. En, der har en klæbehjerne og adgang til al verdens viden. Men samtidig er det en kollega, der lige er trådt ind ad døren og ikke ved noget om jeres virksomhed, eller hvordan tingene fungerer hos jer. Sådan er det at arbejde med AI.
”Når man begynder at bruge AI, er det som at onboarde en ny medarbejder. Den skal have briefing, forstå opgaven og have feedback. Og måske skal opgaven deles op i mindre bidder, før AI’en kan løse den,” siger Cecilie Bonde Christiansen, der har en kandidatgrad i matematisk modellering og computing fra DTU og er partner i LUNAI Consulting.
Hun fortsætter:
“Man skal tænke på AI som en Einstein med en kæmpe viden – men også som en nyansat, der ikke ved noget og ikke indrømmer, når den tager fejl.”
I praksis betyder det, at man skal fodre sin GPT med regler, specifikationer og arbejdsgange. Det kan være alt fra designkrav til kundespecifikke retningslinjer. Hos LUNAI Consulting kalder de deres GPT’er for ’brains’, dvs. digitale kolleger, der ved alt om en bestemt kunde og husker tidligere projekter, feedback og kampagner og meget mere – hvis de altså er blevet fodret med det.
En helt anden teknologi end tidligere
“AI er den største forandring, vi har stået overfor, for AI er omskiftelig og ser forskellig ud i hånden på dig og mig. Derfor er det en helt anden type teknologi, end vi tidligere har set,” siger Cecilie Bonde Christiansen og tilføjer:
”I mange virksomheder starter forandringer enten fra toppen eller bunden. Enten sætter ledelsen retningen, eller også er det medarbejderne, der begynder at eksperimentere og skubber udviklingen frem. Men med AI er det ikke et enten-eller. Det kræver begge dele.”
Hun fortæller, at det vigtigste er, at medarbejderne kommer i gang med at bruge teknologien, men at ledelsen samtidig skal skabe noget struktur, så der er tryghed til at eksperimentere og lære.
Det kan bl.a. være ved at have et netværk af AI-ambassadører i virksomheden, det man tidligere kaldte superbrugere, som brænder for at prøve AI og kan være rollemodeller, og som samtidig samler læringer op.
”Det er vigtigt at vise, at det er forventet at prøve en masse af, og at det faktisk også er forventet at fejle. Men derfor er det samtidig supervigtigt at fange læringerne af medarbejdernes eksperimenteren,” siger Cecilie Bonde Christiansen.
Virtuelle testpublikummer og kvalitetssikring
Hos LUNAI Consulting har man brugt AI til at lave virtuelle testpublikummer, der giver feedback på fx tilbud eller tekster, inden de sendes til kunden.
“Vi sender vores materiale til et syntetisk audience bestående af 50 personer fra forskellige virksomheder. De giver feedback, så vi får en ekstra test inden afsendelse,” fortæller hun.
Denne tilgang kan kombineres med kundespecifikke GPT’er, så man både får input fra den enkelte kunde og fra et bredere perspektiv.
Vi skal huske at værne om det menneskelige
Selvom AI kan meget, er der også noget, man ikke skal bruge kunstig intelligens til, også selvom det er muligt.
”AI er en forandring, der kommer til at ændre den måde, vi går på arbejde på – helt fundamentalt,” siger Cecilie Bonde Christiansen og tilføjer:
”Men jeg synes, at virksomheder skal tage stilling til, hvor de vil differentiere sig med det menneskelige. Fremtidens medarbejdere skal have grundlæggende AI-kompetencer – men man skal også huske de bløde værdier som empati, kreativitet og dømmekraft.”
Hun fortsætter:
“AI kan strukturere og huske for os, og den kan overtage en stor del af vidensarbejdet. Derfor bliver de kompetencer, der gør os til mennesker, endnu vigtigere for os som virksomheder at værne om og udvikle.”
Gode råd til at komme i gang
Mobilisér organisationen: Stil forventninger til, at AI skal bruges – og sig det højt.
Skab en fælles mission: Det er okay at fejle – læring er en del af processen.
Find et pilotprojekt: Vælg en udfordring, der er stor nok til at gøre en forskel, men lille nok til at lykkes.
Skab succesoplevelser: Sørg for, at projekterne kommer helt ud i brugernes adfærd. Tænk forandringsledelse ind fra start.
Tænk over rekruttering: Fremtidens medarbejder skal kunne arbejde med AI-værktøjer og har måske en anden profil end den, I ville vælge i dag.
Artiklen blev først bragt i GRAKOMs medlemsmagasin: Kommunikationsindustrien 4/2025.