Aftryk 6 - Branchen skal selv uddanne fremtidens specialister

Grafisk tekniker-uddannelsen er bred og giver brede relevante kompetencer, og det er vigtigt med elevpladser, hvor de unge kan komme i dybden inden for de enkelte brancheområder som fx flexotryk.
Elever fra Tech College Aalborg på besøg hos Amcor og Reprocentret i Vejle. To virksomheder, der begge gerne vil være en del af det samarbejde, som er nødvendigt for at inddrage mere flexo i grafisk tekniker-uddannelsen.
Rekrutteringen til den fremtidige arbejdsstyrke i den grafiske branche er fortsat udfordret på flere planer. Der mangler unge, der vil uddanne sig, og der mangler praktikpladser til dem, der vil. Der er fortsat elever fra grafisk teknikeruddannelsen på både Tech College Aalborg og Københavns Tekniske Skole, KTS, der endnu mangler uddannelsesaftaler.
– Den gode nyhed er, at det ikke længere går tilbage, men der bliver stadig indgået for få aftaler, lyder det fra Grakoms uddannelseschef og formand for Grafisk Uddannelsesudvalg Anders Mosumgaard.
Niveauet ligger på omkring 40 elevpladser om året for grafisk tekniker-uddannelsen, hvilket langt fra slår til. Ifølge en analyse burde der oprettes mindst 60-70 pladser årligt, mens omkring 80 ville være optimalt. Det nuværende niveau er altså nede på det halve af, hvad det burde være for at sikre branchen tilstrækkeligt med fagfolk fremover.
Derfor har uddannelsesudvalget sat gang i to projekter, der skal imødegå udfordringerne. De to projekter tager udgangspunkt i hovedproblematikkerne.- At der ikke oprettes nok elevpladser.
- At der ikke er nok unge, der vælger uddannelsen.
Første projekt ”flere grafisk teknikerelever på landkortet” er finansieret af AUB-midler og målrettes virksomhederne i et samarbejde mellem Grafisk Uddannelsesudvalg og skolerne. Alle virksomheder kontaktes, og skolernes opsøgende medarbejdere tager rundt i landet og besøger, inspirerer og hjælper med at oprette nye elevpladser. Det andet projekt er en informations- og markedsføringsindsats, der bl.a. handler om at få skærpet uddannelsernes profil og målrette kommunikation og aktiviteter, så de kan tíltrække tilstrækkeligt med elever.
En del af problemet ligger ifølge Anders Mosumgaard i, at mange virksomheder har svært ved at se, at netop deres behov dækkes af den brede grafisk tekniker-uddannelse. Der er fx ikke længere specialtrykkeruddannelser som flexotrykker, men det er en misforståelse, at emballage- og etiketvirksomheder ikke kan uddanne elever af den grund, en misforståelse som Anders Mosumgaard gerne vil mane i jorden:
– Uddannelsen passer præcis til det behov, man har. Hvis ikke man har haft en elev, kan det godt være svært at forstå, hvorfor en grafisk tekniker passer ind. Men på uddannelsen på skolen lærer de unge om bl.a. materialer, farveforståelse, produktionsformer, forskellige trykmetoder osv. Det er så ude på virksomheden i elevtiden, de skal blive specialister inden for fx flexo.
På den måde kan han godt frygte, at der er virksomheder, der simpelthen ikke har forstået, at grafisk teknikeruddannelsen også er uddannelsen for deres område, og at det kan være en af årsagerne til de manglende elevpladser:
– For at virksomhederne kan få den arbejdskraft, som de har brug for i fremtiden, er de nødt til at uddanne den selv, men de skal jo også vide, at muligheden er der.
Et andet problem er, at mange unge ikke er særlig mobile, hvis elevpladserne ligger uden for uddannelsesbyerne. Det kan betyde, at virksomheder, der faktisk er villige til at tage elever, ikke kan få dem.
