Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

50.000 kr. i bøde til eventbureau

50.000 kr. i bøde til eventbureau Foto: Colourbox
Torsdag 09. november 2023
Efter politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden har et eventbureau nu fået en bøde på 50.000 kr. for at overtræde markedsføringslovens forbud mod at markedsføre alkohol rettet mod børn og unge.

Et eventbureau har fået en bøde på 50.000 for at vise alkohol i Instagram-opslag, som var henvendt til unge under 18.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Det er Forbrugerombudsmanden, der i juli 2023, politianmeldte eventbureauet for i fem tilfælde at have omtalt, henvist til eller vist billeder af alkohol i opslag på Instagram, der var henvendt til unge under 18 år. 

Ejeren af eventbureauet har erkendt overtrædelsen af markedsføringslovens forbud mod at markedsføre alkohol rettet mod børn og unge, og har accepteret at betale bøden.

De fem opslag var alle ledsaget af billeder af spiritus eller anden alkohol. Et opslag havde et billede med flere flasker lyserød piñaq, tre store vodkaflasker og to cocktailshakers. Et andet opslag indeholdt omtale af og henvisninger til alkohol, idet opslaget var ledsaget med teksten ”[…] baren er åben hele aftenen!”

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at hele eventbureauets Instagram-profil rettede sig mod børn og unge under 18 år, bl.a. fordi der i profilens biografi stod: ”Vi garanterer DK’s fedeste fester (16+)”.

Forbrugerombudsmanden har desuden lagt vægt på, at 15 procent af de danske brugere af Instagram i 2020 var 12-18 år gamle.

Fungerende Forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger:

”Forbuddet mod alkoholreklamer rettet mod personer under 18 år er til for at beskytte børn og unge, og derfor er det naturligvis vigtigt at forbuddet overholdes."

Læs også
AI, prispres, stigende krav fra kunderne og kampen for at skille sig ud. Det var nogle af de udfordringer, der fyldte, da knap 80 bureauledere var samlet til Creative Clubs bureaulederseminar i Odense. Budskabet fra oplægsholderne var, at fremtidens værdi i stigende grad skal findes i strategi, indsigt og specialiserede kompetencer.
På et halvt år er andelen af bureauer, der bruger AI til at effektivisere supportfunktioner som økonomi og HR, steget fra 7 til 34 pct. Samtidig bruger flere bureauer AI til at effektivisere deres leverancer til kunderne.