40 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at komme i gang med kunstig intelligens
Industriens Fond har givet 40 mio. kr. i støtte til AI Denmark. De penge skal sammen med en tidligere bevilling på 35 mio. kr. få flere danske produktionsvirksomheder til at anvende kunstig intelligens.
Om baggrunden for at give en bevilling, der er blandt Industriens Fonds største, siger udviklingsdirektør i Industriens Fon, Charlotte Kjeldsen Krarup i en pressemeddelelse:
“Kunstig intelligens vil få enorm indflydelse på arbejdsgangene i danske produktionsvirksomeder. Lige fra automatisering, effektivisering og ikke mindst udvikling. Det er så vigtigt, at dansk erhvervsliv ikke taber pusten her. Evnen til at bruge kunstig intelligens vil kun blive et mere afgørende konkurrenceparameter fremadrettet. Det er baggrunden for, at vi skruer yderligere op for indsatsen.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at kun 15 pct. af danske virksomheder i øjeblikket integrerer kunstig intelligens i deres kerneforretning.
AI Denmark blev lanceret i 2021 med det formål at fremme anvendelsen af kunstig intelligens i danske SMV'er.