Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

30 mio. kr. til magasinbranchen er godkendt af Folketinget, men ikke af EU

30 mio. kr. til magasinbranchen er godkendt af Folketinget, men ikke af EU
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 30. november 2023
Lovforslaget om den nye mediestøtteordning blev vedtaget af Folketinget i denne uge. EU har dog stadig ikke godkendt støttekriterierne, og bekendtgørelserne er ikke sendt i høring hos interessenterne i branchen. Derfor er der stadig stor usikkerhed om vilkår og betingelser for støtteordningen.  

Folketinget vedtog tirsdag lovforslaget om den nye mediestøtteordning, hvor der blandt andet indføres en 30 mio. kroners pulje til 'magasiner med publicistisk indhold af samfundsmæssig relevans, og som i dag ikke modtager mediestøtte eller er omfattet af nulmoms.'

Loven kan dog ikke træde i kraft før mediestøtten er godkendt af EU. Det er ikke sket endnu, og derfor er det langt fra sikkert, at den nye mediestøtteordning kan træde i kraft fra nytår, som det ellers var planlagt.

Adm. direktør i GRAKOM, Carina Christensen, er glad for den vedtagne støtte til magasinbranchen, men hun er ikke tilfreds med hastigheden i udmøntningen af medieaftalen:

”Den nye mediestøtteordning er ikke godkendt af EU endnu, og derfor kender vi stadig ikke vilkår og betingelser for at opnå støtten.  Bekendtgørelserne er heller ikke sendt i høring hos interessenterne i branchen endnu. Jeg går naturligvis ud fra, at man fortsat vil inddrage branchen i udformningen af vilkår og betingelser for at opnå den nye støtte. I Kulturministeriet er de optimistiske omkring et ikrafttrædelsestidspunkt ved årsskiftet, men jeg har på nuværende tidspunkt svært ved at dele den optimisme.”

Carina Grakom 14

GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen

Folketingets vedtagelse af lovforslaget ændrer derfor ikke ved, at landets magasinudgivere fortsat må leve med usikkerheden om, hvorvidt deres forskellige magasiner er støtteberettigede eller ej.

”I GRAKOM presser vi på for en hurtig ikrafttrædelse, så de nye midler til magasiner kan komme ud at arbejde. For os er det dog også afgørende,  hvilke vilkår og kriterier, der vil gælde for ordningen. Vi er derfor bekymrede for, at høringsprocessen bliver hastet igennem uden reel inddragelse af interessenterne i branchen”.

Der er stadig mange uafklarede spørgsmål. Loven angiver fx ikke, om der skal gælde krav om et vist minimum antal årsværk af redaktionelle medarbejdere. Efter de eksisterende støtteregler på dagblads­området gælder et krav om minimum tre årsværk for overhovedet at være støtteberettiget, hvor freelancemedarbejdere ikke tæller med.

"Magasiner gør traditionelt i lang større grad end dagblade brug af freelancere, hvorfor det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til medietypernes forskelligheder," siger Carina Christensen.

Tekstuddrag fra den vedtagne lov om hvad magasinpressen venter på fra ministeren:

”Kulturministeren fastsætter nærmere regler om redaktionel produktionsstøtte til publicistiske magasiner, herunder om betingelser og vilkår for tilskud, beregningsgrundlag og udformning af tilskudsordningen, krav til ansøgning, tidsfrister, krav til erklæringer, udbetaling af tilskud, tilbagebetaling af tilskud, regnskabsaflæggelse, revision, rapportering samt tilsyn og kontrol. Kulturministeren fastsætter endvidere regler om, hvad der anses som publicistiske magasiner, et bredere dansk publikum og indhold af samfundsmæssig, politisk eller kulturel karakter.«

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.