"Med de digitale teknologier er læringsprocesserne blevet hurtigere, og forventningerne er blevet højere – især vores egne. Sociale medier afslører, at det er blevet lettere at klatre op ad karrierestigen hurtigere end tidligere. Mange unge er motiverede for at nå toppen, men i en tid med høj konkurrence er det vigtigt at mestre flere værktøjer og kompetencer for at opnå succes.”
Sådan siger Diana Ngo, 27 år, som er med i Bureaubiz’ artikelserie om unge i bureaubranchen. Hun er paid social specialist hos performancebureauet Cognito Digital. Hun har tidligere arbejdet på andre bureauer og i tech-branchen.
Hvad er godt ved bureaubranchen?
“Den er meget dynamisk og præget af et kreativt miljø. Du lærer tre gange hurtigere end i en intern marketingafdeling, fordi du får lov til at arbejde med forskellige kundeprojekter og udfordringer. Samtidig opbygger du et stort netværk, og det er en stor fordel for ens karriere.”
Kan du se dig selv i bureaubranchen, når du har fået børn?
“Det er ikke nogen hemmelighed, at der kan være pres på i branchen, og at man indimellem arbejder sent for at afslutte projekter. Om jeg kan fortsætte i branchen med børn afhænger af både fleksibiliteten i arbejdet og den støtte, man har i sit privatliv. Men jeg ser ikke nogen problemer i det, hvis der er mulighed for at arbejde hjemmefra og tilpasse arbejdstiden efter familiens behov. Men uden den fleksibilitet vil jeg have svært ved at finde et match mellem at have børn og være i bureaubranchen.”
Hvad tænker du kunne være bedre i bureaubranchen?
“Medarbejdernes trivsel. Jeg har heldigvis mærket en positiv ændring i de år, jeg har arbejdet i branchen. Men der er stadig plads til forbedring. Vi arbejder ofte i krævende miljøer, og derfor bør bureauerne sikre, at lederne har de nødvendige værktøjer til at håndtere medarbejdernes pressede situationer. Uanset hvor mange andre fordele en arbejdsplads tilbyder, er den ikke god, hvis man føler sig presset uden støtte fra ledelsen.”
“De arbejdspladser, jeg har været på, hvor der har været fokus på trivsel, har resten fungeret optimalt, fordi man yder sit bedste, når man har det godt. Omvendt har jeg oplevet at miste arbejdsglæden, når trivslen ikke blev prioriteret, selvom arbejdsopgaverne var spændende, og jeg brændte for det, jeg lavede.”
Nu nævnte du, at lederne skal have værktøjer til at håndtere medarbejdernes pressede situationer. Hvad er en god leder for dig?
”En god leder er støttende, empatisk og lyttende og med evnen til at forstå medarbejdernes behov. Ideelt set bør en leder fungere som en coach, der kender mine styrker og svagheder og ved, hvordan man bedst kan styrke mit potentiale. Jeg forstår godt, at ledelse er en udfordrende rolle med stort ansvar og mulighed for kritik. Det er ikke altid let at være opmærksom på alt og alle, men det er vigtigt, at lederne viser empati og forståelse for medarbejdernes situation. De behøver ikke at have løsninger på alt, men deres evne til at forstå og støtte er essentiel for mig. Desuden er konstruktiv feedback vigtig for medarbejdernes udvikling, og ikke alle ledere er nødvendigvis stærke i den disciplin.”
Vil du selv være leder i bureaubranchen?
“Jeg har lovet mig selv, at jeg vil tage et kursus i ledelse, hvis muligheden byder sig, før jeg påtager mig det ansvar. Ledelse indebærer en del forretningsmæssige aspekter, men jeg mener, det primært handler om at lede mennesker.”
Hvis du ikke skulle arbejde i bureaubranchen, hvor skulle du så arbejde?
”Det skal helt sikkert stadig være i den digitale branche. Jeg har altid haft en stærk interesse for teknologi, især fordi den konstant udvikler sig. Jeg kunne godt forestille mig at arbejde i en tech-virksomhed igen, hvor der er mange ressourcer til både personlig og forretningsmæssig vækst,” siger Diana Ngo, der er uddannet i multimediedesign fra KEA og har en professionsbachelor i e-handel fra Cphbusiness.