160.000 nye bøger gjorde en forskel for børns læselyst
På finansloven blev der i 2021 afsat 25 mio. kr. til at forny bogsamlinger i de danske daginstitutioner og fritids- og klubtilbud. Formålet var at give børn nem adgang til bøger uden for hjemmet.
Nu er projektet blevet evalueret og resultaterne er meget positive: Personalet i institutionerne bruger i højere grad højtlæsning (83 pct.) og oplever, at litteraturen kan bruges som en del af det relationelle arbejde (79 pct.). Desuden tænkes litteraturen i højere grad ind som en aktivitet i hverdagen (78 pct.)
Indsatsen og puljen bag projektet hedder BOGglad, og 78 kommuner samt Sydslesvig var med i projektet, hvor der blev indkøbt 160.000 nye bøger, der nåede ud til mere end 2.000 institutioner som vuggestuer, dagplejer, børnehaver, fritids- og klubtilbud. I alt fik mere end 80.000 børn i alderen 0-12 glæde af de nye bogsamlinger.
Et citat fra evalueringen lyder således:
” ”Vi har været meget glade for at være en del af projektet. Vores udvalg af bøger smitter af på børnenes læseglæde. Det har været et fantastisk projekt og vores samarbejdspartnere har gjort et stort stykke arbejde. Tusind tak for muligheden – det gør en verden til forskel og en mulighed for at sætte litteraturen i centrum, som vi ikke havde på budgettet ellers. TAK.”
Også direktør Per Nørhaven, der ejer et af Danmarks største bogtrykkerier, synes, at projektet er en rigtig god ide:
"Jeg synes det er rigtig fint. Alt man kan gøre, der er godt for børns læselyst og uddannelsesniveauet er en god ting, så det kan vi kun støtte."
I evalueringen svarer hele 92 pct. at børnene selv kigger i bøgerne sammen, 82 pct. siger, at børnene efterspøger at få læst højt, mens 90 pct. svarer, at børnene selv søger bøgerne.
Flere tal fra evalueringen viser, at BOGglad har styrket det tværfaglige samarbejde om børns læseglæde (82 pct.), og 88 pct. svarer, at projektet har medvirket til, at litteraturen i højere grad er blevet en del af børnenes hverdag.