Forbud mod flourstoffer i emballage

GRAKOM anbefaler et forbud mod flourstoffer i emballage, da fluorstoffer sandsynligvis er både hormonforstyrrende og kræftfremkaldende, og derfor hverken hører hjemme i fødevareemballage eller anden emballage. Forbrugerne kan i dag ikke se på en vare, om emballagen indeholder flourstoffer.

Emballager produceret hos Svanemærkede grafiske virksomheder er sikret mod disse skadelige stoffer, men Svanemærket kan ikke anvendes på al fødevareemballage.

Der foregår en omfattende import af allerede emballerede produkter, hvor emballagen kan være produceret både inden for og uden for EU. Importen foregår både som erhvervsmæssig import og gennem privat internethandel. Store mængder emballager importeres fra lande, hvor flourstoffer er tilladt. Forbrugerne har dermed ikke mulighed for at sikre sig mod skadelige stoffer.

GRAKOM mener, at der bør udvikles Svanemærke-kriterier for al fødevareemballage, så forbrugerne kan fravælge produkter, der ikke er produceret under Svanemærkets strenge kriterier

Svanemærket er det officielle og mest troværdige miljømærke i Danmark, og mærket kan allerede i dag anvendes på visse éngangsemballager og andre papirprodukter fra den grafiske branche.