Omsætningen i den grafiske branche i Europa faldt 12 pct. i 2020

Det samlede europæiske marked for tryksager og trykt emballage faldt omkring 12 pct. i 2020, viser ny rapport Intergraf netop har offentliggjort.

Intergraf har netop udgivet sin årlige rapport om markedet for tryksager og trykt emballage i Europa.

Rapporten viser, at omsætningen på det samlede europæiske marked faldt med omkring 12 pct. i 2020 sammenlignet med 2019. Det er særligt omsætningen på de traditionelle tryksager, som magasiner, kataloger, mapper, anden markedsføring samt andet kommercielt tryk, som er faldet.

For trykt emballage er omsætningen derimod kun faldet marginalt og for solgte labels er den ligefrem steget. Rapporten afspejler de samme tendenser, vi har set i den danske grafiske branche i GRAKOMs egne undersøgelser for udviklingen under udbruddet af corona.

Om udviklingen frem til 2025 siger prognosen, at omsætningen af trykt emballage vil stige i omegnen af et par pct. årligt (i faste priser).

Derimod spår rapporten, at omsætningen for tryksager vil stabilisere sig på 2020-niveauet de kommende år. Prognosen forventer dermed ikke, at markedet for tryksager vil opleve en opblomstring, når verden har lagt corona bag sig.

Rapport spækket med nøgletal
Intergrafs årlige rapport indeholder 188 sider med nøgletal for den grafiske branche i Europa. Herunder en europæisk prognose for udviklingen i omsætningen af tryksager og emballagetryk ind til 2025. Rapporten er kun tilgængelig for GRAKOMs medlemmer og kan findes her.

Rapporten kan også bestilles på tryk ved at udfylde formularen her.