Ny trepartsaftale hjælper elever og virksomheder

Torsdag aften indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale, der kan få stor betydning for virksomhedernes muligheder for at skabe nye praktikpladser. Samtidig er der enighed om at tilbageføre de opsparede midler i AUB-ordningen til virksomhederne.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik torsdag aften en aftale om at tilbagebetale de midler, som virksomhederne de sidste fire år har betalt for meget ind til uddannelsesordningen AUB for elever på erhvervsuddannelserne.

Samtidig anvendes en del af virksomhedernes opsparede AUB-midler til bl.a. at sikre skolepraktik til de elever, som på grund af coronakrisen kan have svært ved at finde en praktikplads her og nu.

Aftalen giver private virksomheder med lærlinge mulighed for at få 75 pct. i løntilskud. Løntilskuddet gælder for alle igangværende uddannelsesaftaler.

For uddannelsesaftaler, der indgås efter 1. maj 2020, er der et løntilskud på 90 pct. for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler, ny mesterlæreaftaler eller restuddannelsesaftaler.

Løntilskuddet vil alene skulle ydes i elevernes praktikperioder, da arbejdsgiverne under skoleperioder modtager almindelig lønrefusion fra AUB.

Den øgede lønrefusion er aftalt som en forhøjelse af lønrefusionssatsen under skoleophold med 20 pct. for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler og restuddannelsesaftaler for skoleophold i 2. halvdel af 2020. Lønrefusionen kan dermed overstige 100 pct. af lønnen.

I alt tilbageføres 5,4 mia. kr. af AUB-opsparingen til virksomhederne. Der er afsat 3,1 mia. kr. til løntilskudsordning for elever i 2020 og 0,3 mia. kr. til øget lønrefusion ved skoleophold i 2020.

Aftalen er gældende fra 1. maj 2020 til og med 31. december 2020.

GRAKOMs jurister kommer med yderligere afklaring af aftalen, som vil blive bragt på hjemmesiden snarest.

Se mere om ordningen hos Beskæftigelsesministeriet.