Hvor lidt belaster din tryksag klimaet?

Mange, som skal have lavet en tryksag, tænker over, hvor meget den belaster klimaet. Og hvis man ønsker den lavest mulige klimabelastning, hvor og hvordan får man så det? Og hvordan kan man dokumentere klimabelastningen over for kunder og andre interesserede?

Af Martin Einfeldt

For at hjælpe trykkerier og deres kunder til at svare på alle de spørgsmål har GRAKOM udviklet værktøjet ClimateCalc. Det er et regneprogram, som virksomheder kan bruge til at beregne og dokumentere den enkelte tryksags klimapåvirkning. ClimateCalc omfatter hele processen fra produktion af papiret over trykkeriets energieffektivitet og til transport.

GRAKOMs miljøchef Carsten Bøg forklarer meningen med ClimateCalc:

»Tryksagers klimaprofil er langt bedre, end de fleste aner, og den grafiske branche har brug for at kunne dokumentere det med eksakte data over for kunder og hele verden. Vi må ud over ønsketænkning og smukke påstande have fakta på bordet, så både virksomheder og kunder kan tage ansvar. Vi siger til kunderne, ligesom alle andre brancher, at de har et medansvar. Når de efterspørger miljøhensyn, får de det. Men så skal vi også give kunderne reel mulighed for at vælge de produkter med fx lavest klimaaftryk,« siger Carsten Bøg og fortsætter:

»Derfor udviklede vi ClimateCalc, så alle trykkerier kan beregne deres klimaaftryk på samme måde, og så kunderne kan sammenligne producenter og produkter. Så kan både virksomheden selv og dens kunder træffe beslutninger på baggrund af fakta i stedet for gæt og myter. Det giver reel mulighed for at prioritere, handle og tage ansvar for klimaet. En stor og stadig større del af GRAKOMs medlemmer bruger det.«

I 1990’erne var den grafiske branche i høj grad til debat og mødte stadig flere miljøkrav. I Danmark reagerede branchen før resten af Europa på de politiske og kommercielle behov for eksakte beregninger og dokumentation. GRAKOM og den danske branche var i stand til at handle på det, også fordi brancher, som arbejdede seriøst for miljøforbedringer, havde og har stor politisk opbakning herhjemme.

»Med de daværende livscyklusanalyser kunne vi udpege 12-13 parametre, som dækkede 95 % af energiforbruget i branchen. Vi lagde dem i et regneark til virksomhederne, og i årene omkring 2000 havde vi et basisprogram, som vi derefter har forbedret løbende. Så tog det omkring 10 år at få international politisk opbakning til standarden, og siden 2013 har den været brugt internationalt.«

ClimateCalc beregner og dokumenterer trykkeriers og den enkelte tryksags klimabelastning. Det giver virksomheden og dens kunder eksakt information og mulighed for at stille konkrete krav til processerne og produktets energieffektivitet og CO2-udledning.

ClimateCalc er udviklet af GRAKOM på baggrund af DTU’s livscyklusanalyser. Det er blevet en standard for den grafiske branche i hele Europa og den mest brugte klima beregner for tryksager internationalt. Dermed kan kunder sammenligne tryksager på tværs af producenter og lande og vælge de mest klimarigtige materialer
og producenter.

Ingen andre brancher kan tilbyde dette på produktniveau.