Grafiske virksomheder bliver fortsat snydt for kompensation

Det er nu halvandet år siden, Højesteret slog fast, at Grafiske virksomheder har krav på kompensation, hvis en leverandør sælger en maskine videre, som virksomheden stadig betaler af på. Alligevel går mange grafiske virksomheder glip af kompensationen

”Det er en usympatisk måde at sælge på efter min opfattelse.”

Sådan lyder opfattelsen hos Jackie Vest Olsen, der er køberrådgiver hos Visivio.

”Mange grafiske virksomheder betaler stadig af på maskiner, de ikke længere ejer,” vurderer han.

Efter at Højesteret i 2017 slog fast, at leasingtageren skal godskrives værdien af det brugte udstyr, har Jackie Vest Olsen set, at nogle leverandører har fundet kreative måder at snige sig udenom at betale de grafiske virksomheder kompensation.

”Mange leverandører er begyndt at skrive med småt i kontrakten, at ejendomsretten overgår til leverandøren, og at den værdi, leverandøren får ved et videresalg, fraskriver kunden sig retten til.” 

Det samme har advokat Anders Rynkebjerg noteret sig.

”Dommen har haft den effekt, at de har tilrettet deres aftaler, så de tror, de skal slippe for at godskrive kunderne værdien af det nedtagne udstyr. Men hvis det ikke sker, så har vi jo en udfordring,” siger Anders Rynkebjerg.

”Der betales alt, alt, alt for meget for leasing af kopi- og printudstyr på grund af uigennemsigtige aftaler.”

Kontrakt har ikke hold i virkeligheden

Ifølge ham er der nu eksempler på, at leverandører skriver i leasingkontrakten, at kunden er kompenseret for videresalgsprisen – allerede inden maskinen er solgt videre.

”Det er noget griseri, fordi man skriver noget, der ikke har hold i virkeligheden. Man kan ikke i en fortrykt aftale have aftalt, hvordan man disponerer i forhold til en konkret kunde. Der er jo stor forskel på, om det er nye eller gamle maskiner, og hvilken maskine, der er tale om. Man siger bare, at man har kompenseret kunden, men hvis ikke det sker i virkeligheden, så er det jo ikke nok at skrive det i aftalen.”

Både Jackie Vest Olsen og Anders Rynkebjerg opfordrer til, at grafiske virksomheder søger rådgivning, når de skal købe nyt udstyr.

Hvis man alligevel vil stå for købet uden rådgivning, er det ifølge Anders Rynkebjerg vigtigt, at man spørger leverandøren ind til en række ting:

”Hvis man alligevel synes, man skal klare det selv, så skal man få en beregning fra leverandøren: Hvad er prisen på den nye maskine? Hvad har jeg fået fra den gamle? Og hvad er værdien af det nedtagede udstyr, altså hvor meget bliver jeg kompenseret for, ved at I tager mit udsyr ned og kan sælge det til nogle andre?”