Sådan forholder tekstil- og POS-leverandører sig til FNs verdensmål

To erhvervsledere i POS-virksomheder fortæller, hvordan de forsøger at matche FNs 17 verdensmål. Og tekstilindustrien får syv fif til, hvordan de kan reducere deres CO2 belastning. 

FESPA International har skrevet to artikler om, hvordan virksomheder inden for tekstilindustrien og POS-materialer forholder sig til FNs 17 verdensmål.

I den ene tager FESPA fat i to erhvervsledere fra POS-industrien og hører dem om, hvordan de arbejder sig frem mod en mere bæredygtig fremtid.

I den anden lister FESPA syv retningslinjer op for tekstilindustrien om, hvordan de kan fremme fokus på bæredygtighed. 

Mark Jerrad, direktør for Simpson Group, og Thierry Pauwels, bæredygtighedsmanager for POP Solutions arbejder begge med POS-materialer. De fortæller, at de i stadig højere grad er tvunget til at forholde sig til klimaet og FN’s 17 verdensmål.

Erhvervsledere arbejder med flere verdensmål
Fra begge erhvervsledere lyder det, at det er vigtigt at arbejde med verdensmålene. Men at det især er vigtigt, at virksomheder kan bevise, hvordan de øger deres bæredygtighed – fx. ved at kortlægge eller redegøre for det.

Mark Jerrard nævner verdensmål 2, 13, 15 og 4, når han skal opremse, hvilke verdensmål hans virksomhed prioriterer højest. Og for Thierry Pauwels er det nr. 5, 8, 12, 13, 14 og 15, der er vigtige.

Mark fortæller til FESPA International:

“Det hårde arbejde er kontinuerligt; fremskridt og forbedring er et konstant mål. Vi ønsker at gøre vores forretning med print fornøjelig, inspirerende og givende for alle, og for at gøre det, må vi udmærke os, arbejde sammen, lytte til vores kunder og omfavne læring”.

Syv retningslinjer for at nærme sig FNs verdensmål
FESPA International lister syv retningslinjer op for, hvad de mener tekstilindustrien bør gøre for at bevæge sig nærmere FNs verdensmål. 

  1. Klimavenligt blæk: Valget af blæk kan have en direkte effekt på det menneskelige og naturlige liv. I lang tid har førstevalget for mode- og tekstilprintere været platisols, der indeholder giftige kemikalier og derfor kan have betydelige sundhedsmæssige konsekvenser. I stedet anbefales et økologisk vandbaseret blæk, der er sundere – men også dyrere.
    Når virksomheder vælger mere klimavenligt blæk, øger de deres fokus på verdensmål 3 (sundhed og trivsel), 14 (livet i havet) og 15 (livet på landet).  

  2. Filtreret vand: Hvis virksomheder filtrerer deres vand, vil de øge deres fokus på verdensmål 6 (rent vand og sanitet) og 14 (livet i havet).

  3. Økologisk stof: Økologisk stof indeholder ikke kemikalier og bruger regnvand kontra drikkevand. Ved at vælge økologisk stof frem for ikke-økologisk stof, øger virksomheden sit fokus på verdensmål 3 (sundhed og trivsel), 5 (ligestilling mellem kønnene), 12 (ansvarligt forbrug og produktion) og 17 (partnerskaber for handling).  

  4. Etiske certificerede leverandører: En leverandør skal kunne bevise, at de behandler deres medarbejdere godt. Derfor er det en god ide at undersøge om leverandører har et fairtrade logo. Med en etisk certificeret leverandør øger virksomheden sit fokus på verdensmål 1 (afskaf fattigdom), 2 (stop sult), 4 (kvalitetsuddannelse), 5 (ligestilling mellem kønnene), 10 (mindre ulighed) og 17 (partnerskaber for handling).

  5. Vedvarende energi: En simpel foranstaltning som enhver virksomhed kan tage, er at flytte sin elforsyning til vedvarende energi. Det øger virksomhedens fokus på verdensmål 7 (bæredygtig energi) og 13 (klimaindsats). 

  6. Genbrug: En anden simpel foranstaltning er at måle affald og se, hvor meget, der kan genbruges og reduceres. Det øger virksomhedens fokus på verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion).

  7. Promovér kvalitetsprodukter frem for fast fashion: I offentligheden er der en voksende forståelse for, at forbrug og fast fashion er klimabelastende. Og omvendt at klimaaftrykket bliver mindre, hvis tøj produceres langsomt og økologisk.

    I 2015 blev det bevist, at 66% af forbrugerne i 60 lande var villige til at betale mere for bæredygtige produkter. Ved at promovere kvalitetsprodukter, øger virksomheden sit fokus på verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion).