Highlights fra FESPA Global Summit 2021

FESPAs Global Summit blev for første gang afholdt som digitalt event. Foto: Istock.

FESPAs Global Summit blev for første gang afholdt som digitalt event. Foto: Istock.

FESPA har netop udgivet et white paper med indsigter fra årets Global Summit, der løb af stablen i januar. Læs udpluk fra det digitale topmøde og få fingrene i det nye white paper.

Artiklen er først bragt i GRAKOMs magasin

I januar mødtes 150 ledere fra sign- og tekstilindustrien over hele verden til FESPAs årlige topmøde: Global Summit, som – lige som så mange andre events – blev afholdt virtuelt.

Eventet blev afholdt over to dage med deltagelse fra 27 medlemslande og havde i år særligt fokus på motivation og engagement blandt medarbejdere såvel som kunder samt på trends og fremtidsudsigter for sign- og tekstilindustrien i en omskiftelig tid.

Engagement er den største udfordring i 2021
Blandt oplægsholderne på førstedagen var den irske neuroforsker Paddy Moran, der til daglig hjælper virksomheder med at få mest muligt ud af deres medarbejdere. Et område, der ifølge Paddy Moran bør være særligt fokus på nu, hvor mange samfund er lukket ned, og hvor mange føler sig pressede og stressede.

Paddy Moran udpeger engagement som nøgleordet, hvis man vil skærpe en virksomhedskultur, hvor medarbejderne er både fokuserede og glade. Hans forskning viser, at engagerede medarbejdere når deres KPI’er. Spørgsmålet, man skal stille sig selv som leder, er derfor, hvordan man kan engagere den enkelte medarbejder.

En vigtig ting at bemærke, understreger Paddy Moran, er at engagement og motivation ikke er den samme ting. Bare fordi man er uengageret, betyder det ikke, at man ikke kan lide sit arbejde. På et rent neurologisk plan er ens medarbejdere således altid motiverede – til enten at undgå dårlige ting eller til at få belønning.

Engagement handler om at få flere til at blive motiverede af belønning. Det betyder ikke nødvendigvis af logiske eller fysiske ting (som goder eller mere i løn), men at man skal menneskeliggøre sin organisation, så medarbejderne har lyst til at være engagerede i den.

SCARF-modellen (se boks til højre) kan ifølge Paddy Moran fungere som en tjekliste, man kan bruge til at afdække den enkelte medarbejders engagement. Ikke alle vil være lige motiverede af de samme ting, men det er chefens ansvar at sørge for, at alle områder bliver afsøgt.

Det kan være sværere end det lyder, for vi har det med at omgås folk, der minder om os selv. Man skal derfor huske at være ekstra opmærksom på at inkludere og belønne folk, der ikke bliver motiveret af det samme som én selv.

følge Paddy Moran er den vigtigste udfordring, man skal håndtere som virksomhedsleder i 2021, at man skaber konsistens og form i organisationen, så medarbejderne kan føle sig inkluderede. Engagement skal med andre ord være en inkorporeret del af virksomhedens DNA og skal tænkes som et strategisk værktøj til medarbejderudvikling. Kun sådan får man reelt engagerede medarbejdere.

Gode råd fra portugisisk Løvens Hule-panelist
På dag to på FESPA Global Summit gav den portugisisk-sydafrikanske forretningsmand og entreprenør Tim Vieira gode råd til, hvordan man styrer sin virksomhed igennem en krise. Han er CEO i virksomheden Bravegeneration, der hjælper andre entreprenører og startups med sparring, organisering og partnerskaber, og er desuden investor i den portugisiske version af Løvens Hule.

Tim Vieira mener, at krisens indvirkning på vores bevidsthed kan vise sig at blive en hæmsko, fordi det er drænende at være i en virksomhed, der er i konstant alarmberedskab.

Derfor skal virksomhedslederen sørge for et mindset og et mantra i virksomheden om, at det vigtigste, man kan gøre, er at tage vare på sig selv. Ellers vil medarbejderne begynde at bukke under.

»Balance og tilgivelse skal være chefens kerneværdier. Chefen skal være den gode samaritaner, der skal give uden at forvente at få tilbage. Som leder handler det om at give medarbejderne muligheden for at udvikle sig. Hvis medarbejderne har brug for noget, må man have tiltro til, at de har brug for det for at blive bedre medarbejdere. Man har brug for et hold, hvis man vil vinde,« sagde Tim Vieira.

Det digitale setup efterlod en del at ønske
Som mange andre førstegangs-digitaliserede events var oplevelsen præget af tekniske vanskeligheder, på trods af et tjekket setup. Selve det digitale setup efterlod dog en del at ønske, mener medlemschef i GRAKOM, Michael Brochmann, der deltog i eventet.

»FESPA’s globale konferencer plejer at blive afholdt rundt omkring i verden over to dage, og konceptet er en blanding af faglige oplæg, netværk og gruppediskussioner. Udbyttet har traditionelt været højt – ikke mindst på grund af de gode netværksmuligheder lederne imellem. Det er også et event, man skal have en særlig invitation til at deltage i, så niveauet er tårnhøjt,« siger han, og fortsætter:

»I år ønskede FESPA at afholde deres Global Summit virtuelt. Og det kom de ikke helt så godt fra. Selv om setuppet var til, at man skulle kunne netværke online, så er det svært at få til at fungere. Og ikke mindst er det svært at bibeholde deltagernes koncentration og fokus over to gange fem timer. At der så også var visse tekniske udfordringer undervejs, gjorde ikke oplevelsen bedre. Vi ser frem til, at det igen kan lade sig gøre at mødes fysisk, for den type af konference egner sig desværre ikke til en virtuel afvikling. Vi krydser fingre for, at et event som FESPA Global Expo bliver afholdt i Amsterdam i oktober, hvor vi selvfølgelig vil være med, hvis alt går efter planen.«

Hvert år udgiver FESPA et white paper på baggrund af oplæggene ved FESPA Global Summit. Årets white paper er netop udkommet og indeholder indsigter om alt fra design og automatisering til klima og forbrugeradfærd. 

Skriv til Michael Brochmann på mbn@grakom.dk, hvis du vil have FESPAs white paper tilsendt.

Du kan også se oplæggene på Club Fespa. Som medlem af FESPA Denmark har du gratis adgang, når du er logget ind på siden.