Hvordan viser vi kunderne, at tryksagen er miljørigtig?

Kunderne er begyndt at efterspørge miljøvenlige tryksager. Derfor skal leverandørerne have styr på, hvordan man bedst muligt dokumenterer, at tryksagen er miljøvenlig og at det ikke blot er varm luft.

Den danske grafiske branche har igennem de seneste årtier gået foran om at skabe et bedre miljø på markedet, og nu begynder kunderne også at efterspørge miljørigtige produkter.

Det mærker GRAKOMs miljøafdeling, fortæller miljøchef Carsten Bøg:

”Et af de mest centrale spørgsmål fra vores medlemmer de seneste par år har været, hvordan de kan dokumentere overfor kunderne, at deres tryksager er miljørigtige.”

Carsten Bøg slår desuden fast, at det er et helt reelt spørgsmål, fordi dokumentation netop er den rigtige vej at gå:

”Det er super seriøst at stille sig det spørgsmål som det første frem for bare at plukke miljøanprisninger fra den nederste hylde uden at stille krav til dokumentation,” siger han og fortsætter:

”Tvivlens nådegave synes at være en mangelvare i disse år, hvor en flod af anprisninger som ’bæredygtig’, ’100 % miljøvenligt’ og andre ukonkrete udsagn, møder os fra stort set alle sider i samfundet.”

Nyt dokument kan hjælpe med dokumentation
Desværre er spørgsmålet om, hvordan man viser, om tryksagen er miljørigtig, ikke så enkelt at svare seriøst og redeligt på, mener Carsten Bøg:

”Men det ér muligt, for der findes faktisk rigtig meget viden om tryksager og miljø, tilvejebragt gennem en lang række af udviklings- og forskningsprojekter.”

Den viden har GRAKOM samlet i nogle klare anvisninger i et nyt dokument, der hedder ’Når kunden spørger til miljøvenlige tryksager’.

Dokumentet er udformet, så der gives en kort og klar anbefaling til kunden, fulgt op af mere detaljeret viden til brug for både trykkeriet og kundens information. 

Du finder det her, hvor du også kan se andre dokumenter udgivet i samme serie.